De seks guldskåle fra Boeslunde guldfund, hvoraf de to flade bagest blev fundet i 1842, mens skålene med fod og de to hankekar med hestehoved blev fundet i 1874.

/Nationalmuseet.

Boeslunde guldfund er et offerfund med prægtige guldgenstande fra yngre bronzealder (ca. 1000-500 f.v.t.), som blev fundet i flere omgange i 1800-tallet på Borgbjerg Banke i Boeslunde på Vestsjælland. Genstandene fra fundet må afspejle, at der på stedet lå et rigdomscenter i yngre bronzealder, hvilket bekræftes af andre fund fra egnen, bl.a. et par lurer og gravfund med guld og miniaturesværd.

Faktaboks

Etymologi
Stednavnet Boeslunde kendes første gang fra 1231 som Borslund; det er sammensat af gammeldansk borth 'bakkekam' og -lund.
Også kendt som

Borgbjerg Banke skattefund

Boeslunde guldfund er udstillet på Nationalmuseet i København.

Fundhistorie

Edsring fra Neble.
Edsring af guld fra bronzealderen fundet i Neble i nærheden af Boeslunde.
Edsring fra Neble.
Af /Nationalmuseet.
Licens: CC BY SA 4.0
Guldstrimler fra bronzealderen fundet i Boeslunde.
På en græsmark i Boeslunde fandt man i 2013 en række metalspåner, der først blev antaget for at være af nyere herkomst. Amatørarkæologer fandt dog efterfølgende ud af, at de små spiraler var lavet af det pure guld. To år senere begyndte arkæologer fra Museum Vestsjælland systematisk at undersøge stedet, og da væltede guldspiralerne frem fra jorden. I alt har man udgravet 2000 af dem.
Guldstrimler fra bronzealderen fundet i Boeslunde.
Af /Ritzau/Scanpix.

I Hans Kjærs beskrivelse af Boeslunde guldfund, skrevet i 1928 i Aarbog for Historisk Samfund i Sorø Amt, lyder det:

"Første Gang, der kom Guld for Dagen paa dette Sted, var i 1842. Da boede i Bolsstedet nord for Bankens Fod en Fæster ved Navn Jeppe Carstensen. Han og Hustruen var den 23. Juli begge paa Arbejde paa Borrebjergs Topflade; Konen pløjede og Manden gravede Sten op."

Efter det første fund dukkede der flere guldfund op fra Borgbjerg Banke. I alt blev seks guldkar, heraf to med hestehovedhanke, fundet i 1842 og 1874.

I Neble i nærheden af banken dukkede der senere med flere års mellemrum frem til 2009 seks svære guldarmringe (edsringe) op med en samlet vægt på næsten 2,9 kg. Hertil kom i 2013 yderligere fire edsringe, fundet ved hjælp af metaldetektor, og i 2015 et enestående fund af ca. 2000 små, spiralsnoede, smalle guldstrimler.

Skatten fra Borgbjerg Banke

Skattefundet bestod af i alt seks guldskåle. Først fandt man i 1842 to flade skåle med en diameter på 17 cm og 17,5 cm ved mundingen, lavet af tynd guldplade og ornamenteret på bund og kant. Det er mest sandsynligt, at skålene har stået med åbningen mod hinanden i jorden, den ene på bunden, den anden med åbningen nedad.

De fire øvrige skåle blev fundet i 1874. Der var dels tale om to bægre med cylindrisk fod, lavet af tynd guldplade, 11,5 cm høje og meget velbevarede, dels om to tunge hankekar eller øsekar, hvis hanke (håndtag) slutter i behornede dyrehoveder. Hankekarrene er i alt 24 cm høje, hvoraf skålen er 11,5 cm høj, og hankene har en vikling af guldtråd. Fundet blev gjort uden horn på dyrehovederne, men på et af dem var hornene knækket af og blev sat på igen. Det er uklart, om begge dyrehoveder oprindelig har haft horn; hornet på den anden skåls hoved er en senere rekonstruktion.

Bægrene med fod er dekoreret med en påsat streg- og stjernedekoration, mens hankekarrene forneden er dekoreret med koncentriske cirkelgrupper, prik og linjebånd. Skålene står tæt op ad hinanden, så hankekarrene vendte håndtagene mod hinanden og stod øst-vest for hinanden, bægrene nord og syd for dem.

Det er ret sandsynligt, at de fem massive armringe af guld – såkaldte edsringe – der blev fundet i 2009, har udgjort en del af det oprindelige fund.

Litteratur

  • Kjær, Hans, 1928: Var Boeslunde Banke et oldtids Helligsted? Årbog for Historisk Samfund for Sorø Amt, Bd. 16, 5-20 ff.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig