stænder

Fra omkring 1200-tallet blev der i Europa udviklet stænderforsamlinger, da byerne på det tidspunkt udgjorde en betydelig økonomisk magt, som det i længden var umuligt at se bort fra som selvstændig politisk kraft.

Det var nærliggende, at en konges rådslagninger, der foregik med vasaller og eventuelt med gejstligheden, blev udvidet, så også byerne kunne sende repræsentanter. De fremmødte borgere repræsenterede ikke kun sig selv, men byernes samlede befolkning. Dermed var en tidlig art "folkerepræsentation" indført i Europas politiske liv. Det ældste eksempel er fra 1188 fra det spanske område.

En stænderforsamling var et organ, der var sammensat af repræsentanter fra samfundets stændergrupper, anerkendt og defineret af en fyrste. Det var dog kun i de nordiske lande, at bønderne var repræsenteret i stænderforsamlingerne.

Oftest havde stænderforsamlinger besluttende beføjelser, men der er eksempler på rent rådgivende organer. Stænderforsamlinger er kendt i Europa frem til 1866, da Sveriges Riksdag blev omdannet til et moderne parlament.

Stænderforsamlingen var den centrale institution i stænderstaten. Tidligt i middelalderen havde man afholdt møder, hvor vasaller og stormænd samledes med deres herre for at give ham råd. Men stænderforsamlingerne adskilte sig herfra på flere områder:

• For det første omfattede stænderforsamlingerne også gejstligheden og borgerskabet.
• For det andet fandt forsamlingerne af feudaladel generelt mere uregelmæssigt og lejlighedsvist sted og havde mere vagt definerede kompetencer og beslutningsprocedurer end stænderforsamlingerne, der arbejdede under detaljerede, nedskrevne regler og procedurer.
• For det tredje var en forsamling af feudaladel i princippet intet andet end en momentvis forkortelse af kommunikationslinjerne mellem kongen og hans vasaller. Forsamlingen ændrede ikke ved relationernes grundlæggende natur: De vedblev at være et netværk af personlige forbindelser mellem magtfulde personer. De var til stede som personer og udgjorde en forsamling af personer. De forsamlede stænder var derimod til stede som kollektiver. Den enkelte stænderdelegerede repræsenterede ud over sin stand en del af det samlede territorium, hvad enten det var en region, en landsdel, en by eller et stift.
• Endelig for det fjerde udgjorde en typisk feudal forsamling ikke en "konfrontation" med herskeren, men en "fortætning" af vasallerne omkring kongen, for vasallerne anså kongen for den første blandt ligemænd og ikke for indehaver af et helt særligt, offentligt embede. Modsat stod den typiske stænderforsamling over for herskeren som territoriets repræsentanter. I kraft af deres fremmøde anerkendte og bekræftede de kongens særlige position inden for det afgrænsede territorium. Herskeren og stænderne mødtes som to magtcentre med hver deres rolle.

Med stænderstaten øgedes kongens muligheder for at give love. Politisk virksomhed betød nu at konsultere de berørte interesser og at give og modtage råd, før man traf beslutninger, og at der argumenteredes for indvendinger eller reservationer over for beslutninger. Den involverede også skrevne dokumenter og autoriserede myndigheder, som formulerede sig i et sprog, der stammede fra romerretten eller kirkeretten, ikke fra den folkelige sædvaneret, der prægedes af mundtlig overlevering.

Disse nye fremgangsmåder, som imidlertid ofte blev forstyrret af tilbagefald til umiddelbar vold, tronran eller undertrykkelse, var den moderne stats køligt diskuterende indre processer i svøb. Stænderstaten var i den forstand "civiliserende".

Med stænderstaten opstod desuden et forvaltningsapparat. Man skelnede dengang ikke så nøje mellem den udøvende og den dømmende magt, idet forvaltningen både kunne omfatte domstole og organer, der opkrævede skatter og administrerede deres anvendelse.

Stænderforfatninger eksisterede i to grundformer, som de enkelte lande nærmede sig mere eller mindre.

Den ene form var tre-kurie-systemet, som Frankrig var hovedeksponent for sammen med de lande, der var under den aragonske krone og Neapel, samt visse tyske territorialstater vest for Elben. I Frankrig var det behovet for ekstraskatter og samling omkring kongen i en kritisk situation, der fik Filip 4. den Smukke til at indkalde Frankrigs første generalstænder i 1302 omfattende præsteskab, adel og tredjestand, dvs. hovedsagelig repræsentanter fra byerne. Det hed generalstænder, fordi der også udviklede sig regionale stænderforsamlinger, hvilket afspejlede, at Frankrig endnu var et løst sammenføjet rige af provinser med bl.a. forskellige sprog og retssystemer. Generalstænderne blev sidste gang indkaldt i 1614, hvorefter enevælden fulgte. Da enevælden var ved at være omme i 1789, blev stænderne igen indkaldt og kom derved til at spille en afgørende og dramatisk rolle i udviklingen af den moderne konstitutionalisme ved at gøre en ende på enevælden.

Fjernere fra det gamle frankiske Karolingerrige udvikledes tokammersystemet med England som den mest fremtrædende eksponent, men også Polen, Ungarn, Bøhmen og de tyske territorialstater øst for Elben havde et tokammersystem.

Tidligst udviklet var det engelske tokammersystem med en organisering af folkerepræsentationen i to kamre, House of Lords for de højtprivilegerede, højadel og den højere gejstlighed, House of Commons med repræsentanter for lavadelen og byerne, grupper, som desuden stod for størstedelen af lokalforvaltningen. Det moderne engelske parlament er endnu præget af denne oprindelse, skønt især udviklingen i House of Commons (Underhuset) har fjernet det fra udgangspunktet.

Stænderstaten var på mange områder en styreform, der pegede fremad, men der var endnu langt til princippet om den statsborgerlige lighed for retten. I stedet herskede den retlige ulighed — en privilegieret. Alle politiske beføjelser beroede på privilegier, der blev tildelt korporationer, hele stænder eller enkeltpersoner.

Stændernes privilegier blev i Danmark første gang lagt fast i Christoffer 2.s håndfæstning 1320. Vigtigst var forskellen mellem de frie, dvs. skattefrie, og de ufrie stænder. Adel og gejstlighed var således i et vist omfang fritaget for at betale skat, men måtte til gengæld yde krigstjeneste og varetage det åndelige liv. Bymændene handlede og fik handelsprivilegier, mens den største gruppe, bønderne, var kendetegnet ved ikke at have særlige privilegier, men derimod være pålagt en række pligter. I 1360 indgik kong Valdemar Atterdag en overenskomst med sit rige, som specificerede, hvem der var særligt beskyttet af kongen, nemlig kirker, klostre, jomfruer, enker, forældreløse børn, selvejerbønder – samt bymænd, borgere og fremmede købmænd.

Efterhånden fik stænderne også politisk betydning, og deres accept af bl.a. kongevalg og større skatteudskrivninger blev indhentet i repræsentative forsamlinger, de såkaldte stændermøder, el. stænderforsamlinger. Den første stænderforsamling i Danmark blev indkaldt af Christian 1. i 1468.

Stænderforsamlingerne blev holdt med meget ujævne mellemrum, og der udviklede sig ingen fast procedure, ligesom grænserne for de opgaver, som tilkom stænderforsamlingerne, aldrig blev fastlagt. Man kender i alt syv danske stænderforsamlinger inden Reformationen i 1536; herefter var adelen den eneste stand med reel politisk repræsentation via rigsrådet. I Sverige dannede inddelingen i stænder grundlag for fremvæksten af en særlig stænderrigsdag i løbet af 1400-tallet.

Med enevældens indførelse 1660-61 blev flere af stændernes særlige privilegier i Danmark principielt ophævet, men reelt vedblev stændersamfundet at eksistere, om end det gradvis blev nedbrudt i 1700- og 1800-tallet. Med Junigrundloven af 1849 blev endeligt alle særlige standsprivilegier ophævet i Danmark, og et tokammersystem blev indført som ny repræsentationsform. Grundloven bestemte, at ”enhver i lovgivningen til adel, titel og rang knyttet forret er afskaffet”.

Se også De Rådgivende Provinsialstænder.

Stænder blev styret ved såkaldte luksusforordninger, der regulerede, hvilke materialer og udstyr der måtte benyttes til de forskellige stænders klædedragt. Især det hofceremoniel, der udviklede sig i Det Byzantinske Rige, skabte grundlag for praksis i Europa. I Danmark blev luksusforordninger indført af Christian 3., bl.a. efter sydtysk mønster.

Bestemmelser om passende påklædning ved hoffet kendes i Danmark fra 1520'erne. De første almene begrænsninger imod luksus i klædedragten blev samlet i § 35 i Koldingrecessen af 1558. Forordningen fra 1683 er stadig gældende for de kirkelige embeder.

Hensigten var at regulere brugen af de ædle materialer, linned, perler, silke og guld, der for den salvede konge og inden for kirken blev anset for rituelle. Især i Christian 4.s tid var formålet desuden at dæmpe importen af luksusvarer, og i forordninger fra 1741 og 1783 ligger vægten på at stimulere dansk tilvirkning.