greve

Grever kendes i Frankerriget fra ca. 500, og de blev i de følgende århundreder ansvarlige for den kongelige retshåndhævelse og militære organisering i grevskaber, fx i grænseområder som markgrever. En særlig gruppe var "paladsets grever" i kongens direkte tjeneste, i Det Tysk-romerske Rige Pfalzgrever.

Fra 700-tallet til 800-tallet blev grevetitlen i praksis arvelig, og gennem middelalderen blev store grevskaber som Champagne, Toulouse og Flandern og i Tyskland fx Brandenburg selvstændige fyrstendømmer af stor politisk, økonomisk og kulturel betydning. I England var kongemagten efter den normanniske erobring stærkere, og greverne mindre selvstændige.

I Danmark blev grevetitlen tillagt sidelinjer af kongehuset fra midten af 1200-tallet, fx grev Jakob af Halland, som førte en selvstændig og delikat balancepolitik mellem den danske og den norske krone.

I Sverige genindførtes grevetitlen så småt fra 1561, og i Danmark vendte den tilbage i 1671, da man under enevælden oprettede en titeladel. Her blev det bestemt, at der til oprettelse af et grevskab krævedes en jordbesiddelse på 2.500 tønder hartkorn. Blandt de første grevskaber var Griffenfeld i Norge, som blev overgivet til Peder Schumacher, en af initiativtagerne bag oprettelsen af titeladelen.

Greve er i dag en titel uden særlige privilegier.

• grevskab
• adel