Den sorte død. Epidemiens spredning i Vestasien, Europa og Nordafrika. Den sorte død fulgte i høj grad handelsvejene, og de vigtige italienske havnebyer Venezia og Genova blev i slutningen af 1347 ramt som nogle af de første steder i Europa. I de følgende år bevægede epidemien sig mod Vest- og Nordeuropa for til sidst at vende tilbage mod øst.

.

Den sorte død. Bartolomeo Montagna Lægebesøg hos en pestsyg; træsnit fra 1512. Doktoren holder en svamp dyppet i parfume foran ansigtet for at undgå smitte.

.

Den sorte død. Pestlægen Doktor Snabel i fuld mundering. Det lange næb er fyldt med stærktlugtende krydderier. Teksten fortæller, at pestlægerne i Rom bar sådanne dragter, når de gik på sygebesøg. Kobberstik af Paulus Fürst efter tavle fra 1656 udført af J.Columbina.

.

Den sorte død. En af de mest sigende middelalderlige gengivelser af pesten er denne fresko fra kort før 1500, som findes i Saint-Sébastien-kapellet i den franske alpelandsby Lanslevillard. En læge er ved at åbne en pestbyld på en kvindes hals, mens en ung mand og en dreng fremviser deres pestbylder. Det sengeliggende barn antyder, at mange småbørn blev ramt. Englen øverst fører en djævel med dødens pil hen imod patienterne: Pesten var en djævelsk hjemsøgelse, men kom med Guds billigelse som straf for menneskenes synder. Trods sin voldsomhed føjede pesten sig tvangfrit ind i middelalderens religiøse forestillingsverden.

.

Den sorte død var en pestepidemi, som i årene 1347-1352 hærgede Europa. Pesten blev i slutningen af 1347 bragt til Italien fra Krim, hvortil den var kommet fra et af dens permanente hjemsteder i Asien (Kina eller Indien) via de centralasiatiske karavaneveje.

Faktaboks

Etymologi
Udtrykket den sorte død er en bogstavelig oversættelse af det latinske udtryk atra mors brugt i overført betydning 'den ulyksalige død'.
Også kendt som

digerdøden, sortedøden

Den sorte døds udbredelse

Tætte handelsforbindelser mellem Italien og Vesteuropa fremmede pestens udbredelse, navnlig ad søvejen. London og Paris blev ramt i 1348 (samtidig med Nordafrika og Mellemøsten), Norge i 1349, og Danmark, Sverige og Nordtyskland i 1350. I 1351 og 1352 bevægede epidemien sig østover til Rusland. Island undgik pesten indtil 1402.

Dødelighed

De fleste steder, hvorfra man har nogenlunde præcise skøn over dødeligheden, var befolkningstabet på 40-50 %. Kun få steder i Vesteuropa, bl.a. Milano og vistnok dele af Nederlandene, ser dødeligheden ud til at have været lavere. I slutningen af udbruddet synes pesten at have aftaget i styrke, og enkelte egne, fx dele af Schlesien og Bøhmen, undgik den helt. Det sidste kan forklares med, at disse egne var tyndere befolket.

Reaktioner på den sorte død

Udbruddet af den ukendte sygdom udløste voldsomme reaktioner. Kristne bodsritualer som selvpiskning blev gennemført for at afværge pesten. Der skete massakrer på jødiske samfund fremkaldt af et rygte om, at pesten skyldtes en jødisk sammensværgelse. Flagellantbevægelsen havde andel i jødeforfølgelserne og ofte antikirkelig karakter. For kunst og litteratur betød pesten, at døden blev et betydelig vigtigere motiv.

Befolkningsnedgangen

Pesten udløste en langvarig nedgang i Europas befolkningstal, og befolkningen skønnes ca. 1450 at have været reduceret til mellem en fjerdedel og halvdelen af niveauet før 1347. Det gav på mange måder de overlevende bedre levevilkår, bl.a. i form af mere frihed og lempeligere beskatning for bønderne i store dele af Europa.

Befolkningsnedgangen skyldtes bl.a., at pestepidemier vedblev at optræde hyppigt, oftest dog med lavere dødelighed end i det første udbrud. Andre faktorer, bl.a. børnebegrænsning, var formentlig medvirkende til befolkningsnedgangen, idet befolkningstallet omkring 1500 atter begyndte at stige, skønt pestepidemier var hyppige indtil langt ind i 1600-tallet.

De sidste epidemier

I den sidste del af pestens æra var dens tilstedeværelse i Europa afhængig af indførelse af smitte fra Mellemøsten, og dens forsvinden kan formodentlig bl.a. tilskrives forbedrede karantæneforanstaltninger. Den sidste pestepidemi i Norden rasede i København, Helsingør og dele af Sverige 1710-1712. Den sidste pestepidemi i Europa hærgede Marseille og dele af Provence 1720-1722.

Medicinsk viden om pesten

Moderne medicinsk viden om sygdommen er opbygget siden 1894, da pest brød ud i Hongkong og spredtes til bl.a. Indien. Pest forekommer ikke normalt blandt mennesker, men findes hos gnavere. I Europa var det vigtigste værtsdyr den sorte rotte (Rattus rattus).

Smitten overføres ved loppebid, idet den forreste del af tarmen hos visse loppearter, der lever på gnavere, har en udposning, hvori pestbakterier (Yersinia pestis) kan aflejres og formere sig, indtil de blokerer loppens tarm. Når en loppe med blokeret tarm suger blod af et nyt værtsdyr, må den spytte blodet tilbage, hvorved pestbakterier bliver overført.

Sygdomsforløbet

Periodisk udvikler sygdommen sig epizootisk, dvs. som epidemi, blandt gnaverne. De døde gnaveres lopper søger da alternative værtsdyr, herunder mennesker. Hos mennesket spredes bakterierne primært gennem lymfekarsystemet. I den lymfeknude, der sidder nærmest loppebiddet, udvikles en smertefuld byld, heraf navnet byldepest. I 60-80 % af tilfældene ender sygdommen med døden, ofte efter kun få dages forløb. I enkelte tilfælde er angrebet så voldsomt, at patienten dør uden forudgående ydre symptomer.

Hvis der opstår lungebetændelse under sygdomsforløbet, kan smitte overføres direkte fra menneske til menneske og medfører da en lungeinfektion, lungepest, der er 100 % dødelig og har et meget kort sygdomsforløb (1-2 døgn).

Behandling

Ingen af pestformerne kunne behandles medicinsk før udviklingen af antibiotika i 1900-tallet. De bevarede vidnesbyrd om pesten fra 1300-tallet stemmer ikke i alle henseender overens med moderne kliniske beskrivelser, og ingen moderne pestepidemier har opvist en tilsvarende dødelighed. Sandsynligvis skyldes forskellene genetiske forandringer hos pestbakterien.

Læs mere i Den Store Danske

Læs mere i Danmarkshistorien

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig