vasal | lex.dk – Den Store Danske

Vasal var i middelalderen en fri mand, som havde givet sig ind under en herre og fik dennes beskyttelse. Oftest fik han tillige et len eller beneficium i form af jord eller indtægter, fx af møller eller en tildelt møntret. Ofte blev vasallens rettigheder over lenet mere og mere udstrakte over tid og blev arvelige. Til gengæld for herrens ydelse gav vasallen "råd og dåd", dvs. deltog i herrens rådsforsamling og leverede hærtjeneste.

Faktaboks

Etymologi: Ordet vasal kommer af fransk vassal 'som er undergivet en lensherre', af middelalderlatin vasallus, afledning af vassus 'tjener', af gallisk -vasso-.

Det personlige bånd

Principielt var den juridiske grænse skarp mellem vasaller og undergivne bønder, der var ufrie, men begge forhold byggede på samme tanke om vertikale, personligt forpligtende bånd, der gennemsyrede den middelalderlige tankeverden fra opfattelsen af pave og konge som Guds vasaller til billedet af den forelskede som sin udkårnes vasal.

Vasalstat

Vasalstat er i folkeretten betegnelse for den underordnede stat i en tidligere forekommende type statsforbindelse. Forbindelsen var baseret på ulighed og ofte tributydelser, og vasalstaten havde således kun begrænset selvstyre. Som eksempler kan nævnes de tidligere forfatningsmæssige forhold i Andorra og det ottomanske riges forhold i 1700-tallet til Moldavien.

Begrebet vasalstat kan i praksis vanskeligt adskilles fra protektorat. Andre begreber for vasalstat er klientstat, satellitstat.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

Fagansvarlig for Danmarks historie i middelalderen

Bjørn Poulsen

Professor, dr.phil., Aarhus Universitet