fyrste

Fyrste/princeps betegner egentlig den første blandt ligemænd, men fik i Romerriget med Augustus' anvendelse af titlen princeps frem for kejser eller konge tillige betydningen "den øverste hersker". Denne dobbeltbetydning har med skiftende vægt været benyttet siden. Betydningen er også blevet anvendt overført, fx om apostelfyrsten Peter eller om mørkets fyrste, Djævelen.

Fyrste er desuden benyttet om hersker over et fyrstendømme, et ofte mindre, som regel selvstændigt landområde. I de tidlige germanske folkevandringsriger var fyrsten fra 700-tallet den mest fremtrædende stormand næst efter kongen. Efterhånden opstod en række fyrstendømmer i form af bl.a. grevskaber og hertugdømmer, som principielt var afhængige af kongen, men i praksis ofte sad inde med stor selvstændighed. I løbet af 1100-tallet udskiltes i Tyskland en særlig rigsfyrste- eller kurfyrstestand, der som vasaller stod umiddelbart under kongen, og som valgte den tyske konge.

Gejstlige fyrster var ærkebisper, bisper og visse abbeder, hvis de var forlenede med jord af kongen, mens paven var "fyrste i egen ret" i Kirkestaten. Fyrstetitlen blev desuden benyttet af lederne af mindre, men politisk vigtige områder, fx de norditalienske bystater i senmiddelalderen.

Den tidlige moderne europæiske fyrstemagts natur og opgaver blev indgående beskrevet i Niccolò Machiavellis berømte værk Fyrsten (Il principe) fra 1513, på dansk i 1876, trykt første gang i Rom i 1532. Dette arbejde blev i mange henseender retningsgivende for den senere fyrstemagts politiske selvforståelse.

Fyrstemagten oplevede i Europa en blomstringstid efter Den Westfalske Fred i 1648, som gjorde den suveræne fyrstestat til den fremherskende statsform i det internationale system. Den faktiske storhedstid faldt dog i 1700-tallet, den absolutistiske fyrstemagts århundrede. Efter Den Franske Revolution ændrede fyrstemagten de fleste steder status og blev konstitutionaliseret. I Rusland var fyrstetitlen dog i brug til 1917 som betegnelse for medlemmer af adelsstanden (se knjaz).

I moderne tid er de tilbageværende fyrstelige statsoverhoveders funktioner overvejende af repræsentativ og ceremoniel karakter.