Faktaboks

Valdemar den Store

Valdemar 1. den Store

kong Valdemar den Store, kong Valdemar 1. den Store, kong Valdemar 1.

Valdemar 1., Valdemar I

Født
1131
Død
1182

Valdemar den Store. Detalje af tympanonrelieffet over Petersdøren i Slesvig Domkirke ca. 1180. Relieffet i sin helhed viser Kristus som verdensdommer med Sankt Peter ved sin side. På dette udsnit ses en konge, iført kjortel og kappe og som kirkestifter frembærende en model af kirken. Det er ikke sikkert, at billedet forestiller Valdemar den Store, men hans store godsgave til domkirken ca. 1175 gør det rimeligt at antage, at stifterbilledet forestiller netop ham.

.

Valdemar den Store.

.

Valdemar den Store var konge af Danmark fra 1157 og søn af Knud Lavard. Valdemar voksede op hos Asser Rig. Under borgerkrigen efter 1146 støttede han først Svend Grathe, senere Knud (5.) Magnussen. I 1157 deltes riget mellem de tre kongsemner. Ved Blodgildet i Roskilde samme år undslap Valdemar Svends attentat i modsætning til Knud. Han ægtede derpå Knuds halvsøster Sophie og besejrede Svend i Slaget på Grathe Hede, hvormed han blev enekonge. I 1158 sikrede han sin fostbroders, Absalons, valg til biskop af Roskilde.

En hovedopgave for Valdemar og Absalon blev kampen imod venderne, som kulminerede med erobringen af Rügen i 1168. Vendertogene tjente samtidig til at samle riget omkring kongemagten, som især i de første år under Valdemar mødte kraftig modstand fra flere stormænd. I forholdet til Tyskland stod Valdemar svagt. I 1162 måtte han aflægge lensed til kejser Frederik 1. Barbarossa og følge dennes politik i forhold til pavedømmet. Det bragte ham i strid med ærkebiskop Eskil i Lund. Eskil måtte forlade landet, men kirkepolitisk vandt pavedømmet og dermed ærkebiskoppen. Valdemar, som undervejs skiftede side i den pavelige strid, opnåede imidlertid reelt en stor gevinst ved Eskils hjemkomst: I 1170 skrinlagde Eskil i Sankt Bendts Kirke i Ringsted Knud Lavard som helgen og kronede kongens søn, Knud 6. Valdemarsen, som konge.

Valdemar bekæmpede i hele sin kongetid mulige tronkandidater. Blandt modstanderne var Buris Henriksen, Erik 3. Lams uægte søn Magnus samt brødrene Karl (d. 1176) og Knud (d. 1176), der tilhørte Thrugotslægten og var efterkommere af Knud 4. den Hellige; bortset fra Karl, som blev dræbt i et slag, endte de alle deres liv i Søborgs fangekældre. Valdemars magt byggede især på de sjællandske stormænd, herunder Hvideslægten med bl.a. brødrene Esbern Snare og Absalon. Da Eskil trak sig fra sit embede, lykkedes det Valdemar at få Absalon valgt som ny ærkebiskop fra 1177. Skåningerne ville imidlertid ikke regeres på sjællandsk, og der udbrød et oprør, som konge og ærkebiskop kun med besvær fik kontrol med. Både ved denne lejlighed og ved flere af vendertogene måtte kongen opgive at få de jyske stormænd med. Valdemar den Stores regeringsperiode sikrede ikke desto mindre rigsenheden; året 1157, da han blev enekonge, markerer således både afslutningen på den lange urolige tid efter 1131 og indledningen til det, som i Danmarkshistorien kaldes Valdemarernes storhedstid.

Valdemar blev begravet i Sankt Bendts Kirke i Ringsted. I graven lagde man en blyplade, hvis indskrift priser ham som Sankt Knuds søn, der undertvang Rügenboerne og kristnede dem. På bagsiden er der tilføjet, at han lod bygge teglstensmuren på Dannevirke og et tårn på Sprogø.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig