Knud den Hellige

Knud deltog 1069-1070 sammen med sin farbror Asbjørn og sin bror Harald i et togt til England med det formål at afsætte Vilhelm 1. Erobreren, og i 1075 ledede han sammen med Harald endnu et togt til England med samme formål.

Efter dette sidste togt drog han til Flandern, hvorfra han senere hentede sin dronning, Edel, datter af grev Robert 1. Friseren.

Efter faderens død i 1076 søgte Knud kongevalg, men blev vraget til fordel for broderen Harald Hen. Han drog da i landflygtighed i Sverige og søgte muligvis derfra sammen med sine øvrige brødre at anfægte Haralds magt, men han opnåede først kongeværdigheden efter Haralds død i 1080. Mens han var i eksil, førte han togter til Østersøområdet, hvor han bl.a. hærgede i Estland.

Knuds indsats som konge er siden hans samtid blevet bedømt meget forskelligt. Man har både opfattet ham som en voldskonge, der plagede folket urimeligt, og som en streng, men retfærdig konge, der kæmpede for kirken og dens idealer og for retfærdighed for alle uden hensyntagen til rang eller stand.

Det er fra Knuds tid som konge, at vi finder de første sikre skriftlige vidnesbyrd om en egentlig kongelig administration. Således indsatte han hirdmænd som forvaltere på de forskellige kongsgårde, hvor de stod for opkrævningen af kongelige indtægter, afgifter og bøder. Ifølge Knytlinge Saga blev Bornholm først i løbet af Knuds regeringstid indlemmet som en fast del af det danske kongerige.

Knud søgte derudover at forbedre retsforholdene for fremmede gejstlige og købmænd samt for frigivne trælle, og han virkede generelt for indførelsen af kirkeligt inspireret lovgivning. Derudover gav han store gaver til kirken, hvis stilling han på mangfoldig vis søgte at forbedre. Blandt andet forsøgte han at indføre tiendeafgifter til kirken. Hans gavebrev fra 1085 til domkirken i Lund er det ældste danske (konge)brev, hvis ordlyd er bevaret.

Under alle omstændigheder førte Knuds regime i sidste ende til et oprør i Jylland, som endte med, at han blev dræbt i Sankt Albani Kirke i Odense sammen med sin bror Benedikt.

Året forinden havde Knud gjort forberedelser til endnu et angreb på England i samarbejde med sin svigerfar, men han var selv blevet forhindret i at slutte sig til flåden i Limfjorden, da han hele sommeren blev nødt til at opholde sig ved sydgrænsen, som var truet fra tysk side. Flåden opløstes uden kongens tilladelse, da høsten nærmede sig.

Det er omstridt, om oprøret blev udløst af disse begivenheder. Af gavebrevet til Lunds domkirke, hvorved Knud skænkede kirken betydelige jordegodser og rettigheder, ses, at Knud krævede leding af befolkningen. Og nogle kilder hævder, at det var Knuds opkrævning af bøder for ledingsbrud, der gav anledning til oprøret, andre påstår, at det forårsagedes af den energi, hvormed Knud søgte at indføre tiende til kirken.

Roskildekrøniken hævder specifikt, at oprøret skyldtes Knuds pålæggelse af en "ny og uhørt skat, som kaldes nefgiald", en form for kopskat, som skulle betales af alle.

Da Knud var blevet dræbt, flygtede dronning Edel med deres søn Karl den Danske til Flandern. Tvillingedøtrene Cæcilie og Ingegerd blev derimod i Danmark, hvor de opvoksede hos Knuds bror Erik Ejegod og dennes hustru Bodil. De blev siden begge gift i Sverige.

Efter Knuds død indledte man straks bestræbelser på at få Knud anerkendt som helgen, og den 19. april 1100 kunne hans jordiske rester med pavelig anerkendelse af hans helgenværdighed altersættes i Sankt Knuds Kirke i Odense, hvor de stadig findes.

Knud den Hellige afbildes i kunsten sædvanligvis med kongekrone og sværd. Han ses i kalkmalerier i bl.a. Helligtrekongers Kapel i Roskilde Domkirke (1460'erne).

I en altertavle fra Sankt Peders Kirke i Næstved (nu Nationalmuseet) fra ca. 1500 rummer midtskabet en træskulptur forestillende den tronende konge, mens malerier på den bevarede fløj viser to scener fra Sankt Knuds-legenden.

• Danmark historie i middelalderen
• kongerækken i Danmark