Faktaboks

Ingeborg

I Frankrig kendt som Ingeburge eller Isambour

Født
1175
Død
29. juli 1237

Ingeborg var datter af Valdemar 1. den Store og dronning Sophie, og blev i august 1193 gift med den franske konge Filip 2. August, og dermed fransk dronning.

Et politisk ægteskab

Ægteskabet mellem Filip og Ingeborg var indgået af politiske årsager, da Filip August havde brug for den danske flåde for at sikre sig Richard 1. Løvehjertes franske besiddelser. Med et dansk giftermål ville han også kunne påberåbe sig den danske konges ret til den engelske trone.

Ingeborg forstødes

Men allerede efter Ingeborgs kroning dagen efter vielsen forlangte Filip af ukendte årsager skilsmisse. Da alliancen var en brik i et politisk spil, blev Filips forsøg på at få ægteskabet opløst mødt med stærk modstand fra paven og Ingeborgs bror, Knud 6. Valdemarsen. Trods paveligt forbud giftede Filip sig i 1196 med Agnes af Méran.

Ingeborg blev holdt indespærret under dårlige vilkår skiftende steder, men gav aldrig efter for Filips krav om accept af, at ægteskabet var ufuldbyrdet og dermed opløseligt.

Ingeborg genindsættes som dronning

I 1213 blev hun af Filip af politiske grunde genantaget som fransk dronning med alle de medfølgende privilegier. Philips søn Ludvig 8. og sønnesøn Ludvig 9. anerkendte Ingeborg som fransk dronning, så efter Philips død i 1223 kunne hun leve i Frankrig som enkedronning.

Ingeborg omtales i samtidige kilder som mild, from og smuk. I sin enketid var hun meget optaget af velgørende formål.

Selvom Ingeborg aldrig genså sit hjemland, opretholdt hun forbindelsen til Danmark, særligt da hun bidrog til løskøbelsen af Valdemar 2. Sejr efter dennes tilfangetagelse på Lyø. Efter sin død i 1237 blev Ingeborg begravet i en klosterkirke i Corbeil nord for Paris.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig