Faktaboks

Ambrosius Bogbinder
Levetid - kommentar
død 1536

Ambrosius Bogbinder var en dansk borgmester. Han var søn af Hans Meissenheim Bogbinder.

Lutheraner og tilhænger af Christian 2.

Under reformationsrøret anførte Ambrosius Bogbinder, der blev borgmester i København i 1529, det lutherske parti i København og stod bag billedstormen i Vor Frue Kirke i 1530. Han var med til at jage katolske præster bort og ødelægge billeder og altertavler.

Ambrosius var ivrig tilhænger af Christian 2. og har måske som ung været legekammerat for denne. På grund af forbindelser til den fordrevne kong Christian 2. blev han afsat som borgmester, da denne i efteråret 1531 landede i Norge, og truslen fra kongen og hans hær steg faretruende.

Borgmester i det belejrede København

Efter grev Christoffers indtog i København i 1534 blev Ambrosius Bogbinder borgmester på ny og var byens ubestridte magthaver under hele Grevens Fejde. I vinteren 1535-1536 havde han held med at slippe ud af den belejrede by og over Lübeck at nå Nederlandene, hvor han ville anråbe den kejserlige regering om undsætning. I januar 1536 nåede han Bruxelles og fik af regentinden penge og tilsagn om hjælp.

Han vendte tilbage til København. Efter denne bys overgivelse i 1536 fik Ambrosius Bogbinder amnesti, men begik dog selvmord, da han blev anklaget for at have ladet en rådmand henrette.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig