Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

vendertogene

Oprindelig forfatter KVJ Seneste forfatter Redaktionen

vendertogene, 1100-t.s danske korstog mod hedenske vendere i Nordtyskland. Vendertogene er levende, men stærkt partisk beskrevet af Saxo omkring 1200; de var vigtige for udviklingen af det stærke valdemariske kongedømme og måske for dannelsen af en form for dansk nationalfølelse.

De dansk-vendiske forbindelser var livlige allerede fra 900-t., både i krig og i alliancer, og formodentlig har en betydelig vendisktalende befolkning slået sig ned i det sydlige Danmark i 1000-t. og er assimileret. Med korstogsbevægelsen og især ansporet af Jerusalems erobring i 1099 (se korstog) blev vendertogene til omvendelseskrige. Erik 1. Ejegod vandt sig ry som hedningenes undertvinger omkring 1100, og samtidig førte medlemmer af Hvideslægten egne hævnkrige mod venderne. Ca. 1135 erobrede Erik 2. EmuneRügen og omvendte venderne. De faldt øjeblikkelig fra igen, men nu var de kirkeretligt placeret i en helt ny kategori; i modsætning til behandling af hedninge var det tilladt med alle midler at tvinge frafaldne tilbage i troen. Saxo beretter, at venderne i midten af 1100-t. blev en stor plage og lagde store dele af Østjylland øde, men det er formodentlig i overvejende grad propaganda, der yderligere skulle legitimere togterne imod dem. I 1147 tog Svend 3. Grathe og Knud 5. Magnussen på et fælles togt mod vendere nær Wismar, men i de samtidige indbyrdes krige (1146-57) mellem Svend, Knud og Valdemar 1. den Store allierede de sig med både kristne og hedenske vendere. Da Valdemar i 1157 var blevet enekonge, førte han årlige togter mod venderne, og i 1168 eller 1169 erobrede han endeligt hovedfæstningen Arkona på Rügen og lod statuen af vendernes firehovedede gud Svantevit brænde. I de følgende 20 år blev flere vendiske områder erobret, og i 1180'erne kunne Knud 6. Valdemarsen vende sig mod preussiske stammer og senere Estland, hvor venderne nu var blevet tropper under den danske konges ledelse.

dkhist-transparent_160x61 (2).gif

Læs mere om vendertogene:

danmarkshistorien.dk

Vendertogene blev ført med stor grusomhed, ifølge Saxo nærmest som etnisk udrensning, og erobring af kvæg og slaver var en fast del af krigene. Det har fået nogle historikere til at anse vendertogene for en fortsættelse af de tidligere vikingetogter i Østersøen, men denne synsvinkel er næppe frugtbar; som korstog var vendertogene del af en fælleseuropæisk bevægelse og gav dermed den danske kongemagt en vigtig international prestige og position.

Annonce

Referér til denne tekst ved at skrive:
Kurt Villads Jensen: vendertogene i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 20. september 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=179120