Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

hof

Oprindelige forfattere EAsc, HFD, Holm, KJVJ, LJes, Munk, PRy og SSvei Seneste forfatter Redaktionen

hof, en fyrstes bolig, husholdning og omgivende personer. I oldtiden opstod i bl.a. Egypten, Babylonien, Japan og Kina hoffer med veludviklet ceremoniel, som havde til formål at fremhæve fyrstens guddommelige karakter. Fra Egypten og Babylonien gik påvirkningen gennem mellemled til Romerriget og til Det Byzantinske Rige, hvis embeder, titler samt videreudvikling af ceremoniellet senere dannede forbillede for vesteuropæiske hoffer.

Ordet hof kommer af tysk Hof 'gård', betydningen er påvirket af fransk cour 'gård, hof'.

I folkevandringstidens germanske riger var fyrstens vigtigste opgave at være anfører i krig. Han omgav sig med et væbnet følge, hirden, der prægede hoflivet og besatte de vigtigste embeder; de havde et militært præg, men indehaverne kom snart til at udøve civile funktioner, og langsomt slog indflydelsen fra det byzantinske hof igennem.

I middelalderen havde de vesteuropæiske hoffer en beskeden størrelse, men de voksede efter korstogene, og på Hundredårskrigens tid (1300-1400-t.) var bl.a. det franske og engelske hof kendetegnet ved stigende luksus og større hofstater. I senmiddelalderen og tidlig moderne tid blev flere funktioner udskilt fra hoffet og henlagt til nye regeringsorganer, der ikke fulgte et omrejsende hof, men dannede et bofast og permanent fungerende bureaukrati.

Annonce

I 1400-t. var Burgund forbilledet for mange europæiske hoffer, mens det i 1500-t. var Karl 5.s tyske og Filip 2.s spanske hof, som på deres side efterlignede det ældre byzantinske.

I renæssancen og barokken satte de italienske fyrstehoffer deres præg på udviklingen i Vesteuropa. Bl.a. blev ballet og opera udviklet i Italien ligesom de såkaldte trionfi, mytisk-allegoriske optog, der havde de romerske triumftog som forbillede. Livet ved hofferne dannede eksempel og mode, hvilket afspejlede sig i det høviske dannelsesideal. Italieneren Baldassare Castiglione beskrev i Il cortegiano (1528, Hofmanden) det fuldendte menneske, bl.a. ud fra sine erfaringer ved hoffet i Urbino.

For en økonomisk og socialt truet adel frembød hoffet embeds- og indtægtsmuligheder, ligesom nærheden til kongen gav prestige. Daglige gøremål ved hoffet blev genstand for ceremonier, der afspejlede over- og underordningsforhold og i sidste instans underdanighed over for monarken. Sammen med tildeling af titler og indplacering i rang tjente den ceremonielle hofkultur til at skabe et hierarkisk ordnet hof og disciplinere adelen. Den blev tiltrukket af hoffets økonomisk-sociale muligheder, der samtidig gjorde den afhængig af kongens nåde.

Enevældens teokratiske islæt, dens arkitektur, ceremonier og mere private fester understregede alt sammen enevoldskongens ophøjethed og distance til såvel hoffet som folket. Kendtest er Solkongen, Ludvig 14.s, franske hof på pragtslottet Versailles. Han omgav sig med en talstærk hofstat; flere tusinde mennesker, herunder adelige og kunstnere, opholdt sig ved hoffet, der blev midtpunkt for kultur og karriere. Det franske hof og fransk kultur blev i 1600-t. forbilledet for europæiske hoffer.

Efter Den Franske Revolution og fremkomsten af skrevne forfatninger i 1800-t. skete der en yderligere adskillelse af hof- og statsembeder, ligesom de fleste europæiske lande indskrænkede hofholdningen.

Det danske hof

Det er vanskeligt at tidsfæste, hvornår den danske konge begyndte at omgive sig med et hof; det blev formentlig oprindelig dannet af hirden. Under påvirkning fra udlandet opstod i 1000- og 1100-t. hofembeder som mundskænk, køgemester, staller og kammermester, embeder, der blev besat med hirdmænd. De varetog husholdningen, men fik efterhånden også forskellige politiske hverv, og med kongens voksende opgaver udførte de i vid udstrækning offentlige funktioner, således at de fra 1200-t. tillige fremstod som statsembedsmænd. Selvom der opstod nye embeder, der overtog hoffunktionerne, bestod denne sammenblanding af husholdnings- og regeringspligter i flere hundrede år.

Fra 1400-t. er der bevaret danske hofregnskaber, men det er vanskeligt at vurdere hoffets størrelse. Mht. pragtudfoldelse har det næppe adskilt sig fra, hvad større adelige godsejere kunne præstere.

I renæssancen blev det danske hof udvidet. Samtidig udvikledes det i stigende grad til et repræsentativt organ, der ud over at beskæftige sig med kongens husholdning og regeringssager også havde til formål at øge landets prestige og understrege kongens ophøjethed gennem ceremonier og pragtudfoldelse. Kronens inddragelse af kirkegodset og Øresundstolden gav kongen mulighed for denne udvidelse af hoffet. Hoffets repræsentative funktion trådte klart frem i Christian 4.s regeringstid, da byggeri og engagering af kunstnere skulle skabe værdige rammer om renæssancefyrsten og hævde landets prestige udadtil. Hofmusikere i Danmark kendes fra 1400-t., men Christian 4.s hofkapel var af samme dimensioner som i de største europæiske hovedstæder. Festligholdelsen af hans søns bryllup i 1634, Det Store Bilager, blev den hidtil største danske hoffest med skuespil, ballet, optog og fyrværkeri, der forherligede kongemagten og dens indehaver. Under Christian 4. og hans søn Frederik 3. blev hofudgifterne en betydelig post på statsbudgettet.

Under påvirkning af Ludvig 14.s franske hof udvikledes efter enevældens indførelse i Danmark et pragtbetonet ceremoniel, der fremhævede kongens ophøjethed og distancen til folket. Hoffet blev centrum for kultur, politik og økonomi, og sammen med hæren og bureaukratiet blev det et magtinstrument for enevoldskongen. Udadtil skulle dets pragtudfoldelse sikre landet en passende rang i det internationale samfund, og over for undersåtterne styrkede pragten kongens autoritet i forbindelse med en teokratisk dyrkelse af magten.

Hoffet under det konstitutionelle monarki

I Danmark indførtes med Grundloven af 1849 en klarere sondring mellem statens og kongens finanser. Statens ydelse til kongen blev fastsat ved lov om civillisten, og hoffets tidligere betydningsfulde rolle i regerings- og lovgivningsanliggender ophørte. Hoffet fortsatte som monarkens egen forvaltning. Allerede før 1849 var hoffet blevet indskrænket af Christian 8., især for underordnede stillinger som fx i bageri og konditori, og denne udvikling fortsatte igennem 1800-t. Med de ændrede økonomiske rammer udskiltes en række institutioner fra hofetaten, fx Det Kgl. Teater og Kapel, Det Kgl. Bibliotek, Det Kgl. Danske Kunstakademi og De Kgl. Kunstsamlinger, der blev opdelt i Nationalmuseet, Den Kgl. Afstøbningssamling, Den Kgl. Kobberstiksamling mfl. Derimod forblev Hofmarskallatet, Kongens Håndbibliotek (Dronningens Håndbibliotek), Ordenskapitlet, Rosenborgsamlingen mfl. hofinstitutioner.

Det nutidige hof omfatter staben af hoffunktionærer og andre, der i embeds medfør har tilknytning til regenten, fx adjudantstaben, jagtkaptajnen og den kongelige jægermester. I alt er omkring 140 personer hel- eller deltidsansat ved hoffet. Statens ydelse til dækning af udgifterne til hoffet, apanage, var i 2006 ca. 81,6 mio. kr. Beløbet indgår i Finansloven og administreres af civillisten.

Hoffet ledes af en hofmarskal, der forestår administrationen og repræsentationen, hjulpet af en ceremonimester, og råder over et sekretariat, hofmarskallatet. Monarkens konstitutionelle forpligtelser varetages af kabinetssekretariatet, som er ledet af kabinetssekretæren. Til hoffet er desuden knyttet den kongelige staldetat, der ledes af en staldmester og en vognmester, mens ordensvæsenet administreres af Ordenskapitlet, der står under kabinetssekretæren i dennes egenskab af ordenssekretær. Prinsgemalen, prins Henrik, prins Joachim og prinsesse Benedikte råder hver over et sekretariat, der er ledet af en sekretariatschef, mens kronprinsparrets hof ledes af en hofchef.

Hoffets kulturhistorie

Ved siden af kirker og klostre har regent- og fyrstehofferne i tidens løb haft afgørende betydning for kulturlivets udvikling i almindelighed. Ansættelsen af de bedste kunstnere inden for digtning, teater, ballet, musik, maleri og skulptur har ofte været forbundet med betydelig anseelse for fyrsterne, og derfor kappedes de ikke sjældent om dem ved at tilbyde høje gager og særlig gunstige arbejdsbetingelser.

Arkitektur og billedkunst

Arkitektur og billedkunst havde helt tilbage i oldtiden betydning for forherligelse af den herskende magt, fra de egyptiske og de minoiske konger til de romerske kejsere. Middelalderens hofkultur hos pave, kejser, konge og fyrste afspejles i paladsarkitekturen og de til pragt og pryd vævede tapeter samt i bogmaleriet, fx hertugen af Berrys tidebog, der viser årets gang set fra borgens vinduer.

I renæssancen rendyrkedes hofkulturen hos fx Medicierne i Firenze og Gonzagaerne i Mantova, hvor de fyrstelige personer ofte selv optræder i religiøse fremstillinger eller i ceremonielle monumentalfresker; det ses i fx Camera degli Sposi i fyrstepaladset i Mantova. Kongemagten ophøjedes til allegori i udsmykningen fra 1500-t. af Frans 1.s galleri i slottet i Fontainebleau; i Danmark fulgte især Frederik 2. og Christian 4. trop med stort anlagte byggerier og udsmykninger samt repræsentationsportrætter af hofmalere som Karel van Mander og Abraham Wuchters.

Under barokken nåede pragtudfoldelsen nye højder, mest påfaldende under Ludvig 14., som med slottet i Versailles forenede arkitektur, interiørkunst og havekunst til en storslået helhed. I Danmark satte en omfattende byggevirksomhed ind i 1700-t. med bl.a. Christiansborg Slot, Fredensborg Slot og Frederiksberg Slot. For Napoleon tjente kunstarterne især hans personlige ophøjelse.

Ind i 1800-t. antog kunsten stadig mere borgerlige udtryk, og kun i sjældne tilfælde, fx kong Ludvig 1. af Bayern, formåede hofferne at tiltrække de bedste kunstnere.

Teater

Renæssance- og barokhoffer havde i sig elementer af totalteater i form af fx trionfi, der var demonstrationer af styrets pragt og vælde med de højfornemme som medvirkende aktører. I de spektakulære fester indgik teaterforestillinger sammen med musik, dans og fyrværkeri. Således blev MolièresTartuffe skabt til Ludvig 14.s Les Plaisirs de l'Île enchantée (1664). Der var prestige i at have trupper knyttet til hoffet; efter fransk model kunne de virke som både hofteater og offentligt teater. I 1700-t. gik udviklingen i retning af konventionel teaterdrift, eventuelt med fyrstelige agerende; hofteatret udskiltes fra hoffet som teater.

Ballet

Hofballetten har sin rod i renæssancens Italien, hvor dans indgik som en adelig forlystelse ved de små fyrstehoffer. I Frankrig udvikledes genren fra slutningen af 1500-t., hvor Ballet comique de la reine fra 1581 regnes for den første helstøbte forestilling, og frem til 1670 med højdepunkter under Ludvig 13. og Ludvig 14., der begge var ivrige dansere.

Hofballetten med mytologiske eller allegoriske motiver var en kombination af deklamation, dans, musik og alverdens sceneeffekter. Intentionen bag disse forestillinger, der blev opført af hoffet selv, var både politisk og filosofisk-æstetisk. Dels var pragtforestillingerne sat i scene for at styrke monarkens position, dels var der et ønske om at præge tilskuerne og de optrædende gennem den harmoni, orden og balance, som gennemstrømmede disse balletter, og som blev opfattet som en spejling af Universets harmoniske love. Hofballetten florerede overalt i Europa, ofte under den franske betegnelse ballet de cour.

I Danmark dyrkedes hofballetten under Christian 4. og Frederik 3., og den første danske hofballet blev opført i 1634 ved Det Store Bilager. Genren kulminerede under Frederik 3., hvis dronning, Sophie Amalie, var balletentusiast. Fra sidste del af 1600-t. var der i årtier franske trupper ved hoffet.

Musik

For tonekunstens vedkommende afspejler hoffernes betydning sig ikke alene i den nære tilknytning, som utallige musikere har haft til dem, men også i arten og omfanget af den musik, der er blevet komponeret til og opført ved dem.

Indtil de almindelige samfundsomvæltninger efter Den Franske Revolution var det sædvane, at en komponist eller udøvende musiker var ansat ved en kirke eller et hof, hvor han dyrkede tonekunsten som et håndværk. I enkelte tilfælde komponerede fyrsterne selv og var udøvende på et eller flere instrumenter som fx den engelske Henrik 8. og Preussens Frederik 2. den Store.

Talrige musikværker som symfonier, kvartetter, sonater og operaer fra 1600- og 1700-t. er skrevet på bestilling af hofferne, og komponister som Henry Purcell, Jean-Baptiste Lully, Johann Sebastian Bach og Franz Joseph Haydn hører til de store skikkelser i musikhistorien, hvis værker er blevet til under kortere eller længerevarende ansættelser ved et hof.

I Danmark var navnlig Christian 4.s hof samlingssted for både danske og udenlandske musikere, fx Mogens Pedersøn og John Dowland. Også uden for Europa, bl.a. i Japan og Kina, har musikudøvelsen igennem århundreder udgjort en del af hoflivet.

Dragt

Regler for, hvilken klædedragt der skulle bæres ved hoffet, kendes første gang fra det burgundiske hof, hvor Filip 3. den Gode i 1430'erne foreskrev sort som etikette for hofdragt; det blev senere europæisk særpræg til højtid. I Danmark synes kongehoffet at have opnået særstilling i klædedragten gennem en række luksusforordninger siden 1537. Der kendes også eksempler på æresklæder, som blev tildelt de tjenstgørende og officielle deltagere ved hoffets ceremonier.

Den hofuniform, som det danske hofs ledende embedsmænd bærer ved officielle lejligheder, er sort med guldtrækkerarbejde på krave og ærmer. Hofmarskal, hofchef og ceremonimester bærer dog rød uniform. Gæster bærer gallauniform eller kjole og hvidt, damer en tilsvarende festdragt. I Sverige har traditionen for en foreskreven hofdragt holdt sig for damer. I formen er den beslægtet med de "nationale dragter" fra Gustav 3.s tid sidst i 1700-t., men siden 1988 en kjole af mørkeblåt fløjl med særlig stor vidde til galla.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Erik Aschengreen, Hanne Frøsig Dalgaard, Bent Holm, Knud J.V. Jespersen, Leon Jespersen, Jens Peter Munk, Peter Ryom, Søren Sveistrup: hof i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 20. februar 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=92190