• Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

hird

Oprindelig forfatter NL Seneste forfatter sthornval

hird, (af oldeng. hired 'familie, kongsfølge', opr. 'varetagelse af husfællesskab'), følge af krigere, som høvdinge i middelalderen omgav sig med. Fænomenet kendtes i vikingetiden under betegnelsen drott eller lið, og medlemmerne optræder i runeindskrifter som fæller, thegner, drenge, huskarle, svende og hemþegar (af hem og þægi 'modtager'). Hirdherren, drottin, forventedes at holde sine folk vel med mad og drikke samt bytte fra krigstog. Kongens hird udviklede sig snart fra at være en livvagt til at blive et hof. Når den unges tjeneste i kongens gård var afsluttet, kunne han fortsætte medlemskabet, ligesom man kunne optages uden at have tjent der. Hirdens medlemmer blev derved kongemagtens repræsentanter i lokalsamfundene, og lokalsamfundenes talsmænd ved hoffet.

Hirdmænd benyttedes tidligt til administrative opgaver, og ud af hirdembeder voksede egentlige rigsembeder. Den ansvarlige for hirdens hestehold blev rigets marsk, og hushovmesteren blev drost; hirdmændene blev efterhånden til herremænd. Hirden havde egen domstol, huskarlestævnet. Fra Norge kendes et udførligt sæt regler for hirder, Hirdskråen, fra Danmark den såkaldte Vederlov, der næppe med rette hævdes at stamme fra Knud 2. den Stores tid. Retten til at holde hird begrænsedes efterhånden til kongen, hertugerne og bisperne, men andre stormænd holdt fortsat huskarle, fx til bemanding af deres borge. Et sidestykke til hird er den russiske druzjina.

Annonce

Referér til denne tekst ved at skrive:
Niels Lund: hird i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 19. november 2017 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=91666