Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

herremand

Oprindelig forfatter Ulsig Seneste forfatter Redaktionen

Herremand. Rytterkampscene fra et kalkmaleri i Ål Kirke ved Varde. Den sejrende rytters overdimensionerede sværd hugger modstanderens hoved af og kløver det i luften. De dyre kampheste og sværd var herremændenes militærtekniske baggrund. Det er omstridt, om de mange kampscener i danske kalkmalerier fra ca. 1200 til 1225 snarere udtrykker et religiøst end et verdsligt budskab, men de er malet i tiden for de danske korstog i Østersøområdet.

Herremand. Rytterkampscene fra et kalkmaleri i Ål Kirke ved Varde. Den sejrende rytters overdimensionerede sværd hugger modstanderens hoved af og kløver det i luften. De dyre kampheste og sværd var herremændenes militærtekniske baggrund. Det er omstridt, om de mange kampscener i danske kalkmalerier fra ca. 1200 til 1225 snarere udtrykker et religiøst end et verdsligt budskab, men de er malet i tiden for de danske korstog i Østersøområdet.

herremand, i 1200-t.s Danmark (og Sverige) en mand i tjeneste hos konge, hertug, greve eller biskop, som havde aflagt en særlig troskabsed. Herremanden var forpligtet til kvalificeret krigstjeneste for riget og lønnedes derfor af kongen med skattefrihed. Efterhånden gled gruppen sammen med den gamle klasse af stormænd i en fælles privilegeret stand. Moderne historikere bruger oftest ordet herremand som betegnelse for den privilegerede verdslige stand i middelalderens Danmark, men ordet adel for samme stand efter Reformationen. Uanset at alle herremænd i princippet havde de samme rettigheder og pligter, kender de middelalderlige kilder ingen fællesbetegnelse, men skelnede mellem væbnere og dem, der af kongen var blevet tildelt ridderslaget. De reelle sociale forskelle var imidlertid store. Næsten alle herremænd var jordejere, men de velhavende stormænd kunne fx eje 100, 200 eller 500 bøndergårde, de mindre velhavende blot et par stykker. For at opretholde deres status måtte de skaffe sig andre indtægter i kongens, kirkens eller stormændenes tjeneste. Skattefriheden omfattede oprindelig kun den jord, som herremanden selv drev, men udvidedes tidligt til at gælde al hans ejendom og favoriserede derved de rige godsejere.

Arvereglerne fremmede social mobilitet inden for standen. Der var lige arv for alle sønner og det halve for døtre. Dødsfald og giftermål kunne derfor forrykke den enkeltes muligheder stærkt. Også kongegunst medvirkede til den sociale mobilitet. Selvom standen i hovedsagen var en arvelig klasse, var grænsen til selvejerbønderne flydende; med tiden mest således, at mange lavadelige sank ned i bondestanden (eller borgerstanden).

I 1300-t. skete der en ret stærk indvandring af tysk adel, og perioden blev præget af konfrontationer mellem konge og herremænd. Et stridspunkt var herremændenes erhvervelse af selvejergods, hvorved kongen mistede skatteindtægter. I øvrigt befæstede adelen ofte sine gårde, og de jyske herremænd gjorde gentagne gange oprør. Begge dele blev stoppet af Margrete 1., som samtidig erhvervede meget adelsgods ved processer og køb. I 1400-t. kanaliseredes adelens indflydelse gennem rigsrådet, og gennemgående samarbejdede konge og råd godt.

Annonce

Herremændene var i senmiddelalderen og langt op i nyere tid den statsbærende stand. De sad i rigsrådet og på lensmandsposterne og ejede en tredjedel af rigets jord. I løbet af 1400-t. skete der imidlertid en decimering af herremandsstanden. Frederik 1.s forordning af 1526, som påbød dem at benytte faste slægtsnavne, markerede standens afgrænsning og den følgende aristokratisering.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Erik Ulsig: herremand i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 22. oktober 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=90957