Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

håndfæstning

Oprindelig forfatter LJes Seneste forfatter Redaktionen

Frederik 3. underskrev 6.7.1648 en håndfæstning, der også blev underskrevet af rigsråderne, men Corfitz Ulfeldts signatur mangler. Med indførelsen af arvekongedømmet i 1660 blev kongens navn hhv. udskåret og gennemskåret på to eksemplarer af håndfæstningen for at understrege, at den ikke længere var gyldig. Her ses den ene.

Frederik 3. underskrev 6.7.1648 en håndfæstning, der også blev underskrevet af rigsråderne, men Corfitz Ulfeldts signatur mangler. Med indførelsen af arvekongedømmet i 1660 blev kongens navn hhv. udskåret og gennemskåret på to eksemplarer af håndfæstningen for at understrege, at den ikke længere var gyldig. Her ses den ene.

håndfæstning, bekræftelse af løfte ved håndslag. I bred betydning er ordet håndfæstning blevet anvendt om skriftlige forpligtelser, men i almindelig sprogbrug især om forpligtelser vedrørende regeringsudøvelsen, som en konge accepterede i forbindelse med sit valg.

I Danmark blev skriftlige valghåndfæstninger udstedt 1320-1660. Af dem udgør 1300-t.s valghåndfæstninger (1320, 1326 og 1376) en samlet gruppe; de var affattet på latin og var forhandlingsresultatet mellem kongen og en rigsforsamling.

Efter en årrække uden håndfæstninger underskrev alle danske monarker fra 1448 og frem til enevældens indførelse i 1660/61 en håndfæstning. Denne gruppe af håndfæstninger blev til efter forhandlinger mellem konge og rigsråd og var affattet på dansk.

Christoffer 2.s håndfæstning af 1320 var den første, der blev udstedt i forbindelse med et kongevalg. Tidligere havde kongerne ved tronbestigelsen blot afgivet mundtlige, beedigede løfter om deres kommende regeringsudøvelse, senere opstod håndfæstningerne som et supplement til og en præcisering af disse løfter, som fx den overenskomst Erik 5. Klipping i 1282 gav sine stormænd (se danehof).

Når håndfæstningernes indhold samtidig blev præget af erfaringerne med den forudgående konge, udviklede de sig aldrig til fuldstændige og systematiske forfatningslove, men omhandlede primært monarkens pligt til at respektere og håndhæve privilegier foruden gældende lov og ret.

Annonce

Med disse ensidige kongelige forpligtelser var håndfæstningernes formål først og fremmest at sætte grænser for kongemagten samt at hindre vilkårlighed og overgreb. Hvis kongen krænkede håndfæstningen og ikke lod sig belære, var undersåtterne løst fra deres troskabspligt; før Reformationen rummede nogle håndfæstninger en oprørsret.

Fra Kalmarunionens tid findes eksempler på fælleshåndfæstninger og på specielt norske håndfæstninger. Efter Sveriges udtræden af unionen underskrev Frederik 1. en dansk og en norsk håndfæstning i hhv. 1523 og 1524, og Christian 3.s håndfæstning af 1536 rummer en artikel om Norges ændring fra en selvstændig stat til en dansk provins uden eget rigsråd og kongevalg.

dkhist-transparent_160x61 (2).gif

Læs mere om håndfæstning:

danmarkshistorien.dk

Håndfæstningerne indeholdt nogle bestemmelser om den politiske magtdeling, men de viste sig utilstrækkelige til at sikre rigsrådets magt, da statens virksomhed voksede.

Efter Christian 4.s egenrådige styre måtte Frederik 3. i 1648 acceptere betydelige indskrænkninger i sin magt; da han i 1660 opnåede arveret, blev håndfæstningen, der var forbundet med valgkongedømmet, erklæret for ugyldig; dens kassation dannede optakt til enevældens indførelse.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Leon Jespersen: håndfæstning i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 14. juni 2018 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=95676