Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.
Den Store Danske bliver fra efteråret 2020 opdateret af Foreningen lex.dk.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

greve

Oprindelig forfatter KVJ Seneste forfatter Redaktionen

En af de første, Christian 5. udnævnte til greve, var feltherren Hans Schack til Schackenborg. Grevepatentet af 25.5.1671, der nu ligger i Rigsarkivet, er udfærdiget på pergament og til dels skrevet med guldbogstaver. I midten er grevevåbnet gengivet; forneden hænger kongens guldsegl.

En af de første, Christian 5. udnævnte til greve, var feltherren Hans Schack til Schackenborg. Grevepatentet af 25.5.1671, der nu ligger i Rigsarkivet, er udfærdiget på pergament og til dels skrevet med guldbogstaver. I midten er grevevåbnet gengivet; forneden hænger kongens guldsegl.

greve, fornem adelstitel. Grever kendes i Frankerriget fra ca. 500, og de blev i de følgende århundreder ansvarlige for den kongelige retshåndhævelse og militære organisering i grevskaber, fx i grænseområder som markgrever. En særlig gruppe var "paladsets grever" i kongens direkte tjeneste, i Det Tysk-romerske Rige Pfalzgrever.

Fra 700-t. til 800-t. blev grevetitlen i praksis arvelig, og gennem middelalderen blev store grevskaber som Champagne, Toulouse og Flandern og i Tyskland fx Brandenburg selvstændige fyrstendømmer af stor politisk, økonomisk og kulturel betydning. I England var kongemagten efter den normanniske erobring stærkere, og greverne mindre selvstændige.

Ordet greve kommer af middelnedertysk greve, af omstridt opr.; latin comes, fransk comte, italiensk conte, engelsk earl.

I Danmark blev grevetitlen tillagt sidelinjer af kongehuset fra midten af 1200-t., fx grev Jakob af Halland, som førte en selvstændig og delikat balancepolitik mellem den danske og den norske krone. I Sverige genindførtes grevetitlen så småt fra 1561, og i Danmark vendte den tilbage i 1671, da man under enevælden oprettede en titeladel. Her blev det bestemt, at der til oprettelse af et grevskab krævedes en jordbesiddelse på 2500 tdr. htk. Blandt de første grevskaber var Griffenfeld i Norge, som blev overgivet til Peder Schumacher, en af initiativtagerne bag oprettelsen af titeladelen. Greve er i dag en titel uden særlige privilegier. Se også adel.

Annonce

Referér til denne tekst ved at skrive:
Kurt Villads Jensen: greve i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 16. januar 2020 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=85842