Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

danegæld

Oprindelig forfatter NL Seneste forfatter Redaktionen

danegæld, engelsk grundskat, almindeligvis kaldet geld og opkrævet både før og efter den normanniske erobring. Danegæld bruges også om de tributbetalinger, som vikingerne tiltvang sig mod at afstå fra plyndring, fx lovede en vikingehær i 865 befolkningen i Kent fred mod penge. Disse betalinger var i begyndelsen forholdsvis beskedne, 100-200 pund sølv, men steg snart til tusinder af pund; i 884 betalte frankerne således 12.000 pund for fred, Thorkil den Høje modtog 48.000 pund i England i 1012, og toppen blev nået i 1018, da Knud 2. den Store modtog 82.500 pund. Pengene må i vidt omfang være gået til aflønning af hærene. Den heregeld, som 1012-51 opkrævedes til betaling af danske lejetropper i England, er derfor i en vis forstand en fortsættelse af denne form for danegæld. De angelsaksiske mønter, der i stort tal er fundet i Skandinavien, særlig i Sverige, må i vid udstrækning stamme fra danegæld.

Annonce

Referér til denne tekst ved at skrive:
Niels Lund: danegæld i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 20. februar 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=60863