Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.
Den Store Danske bliver fra efteråret 2020 opdateret af Foreningen lex.dk.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

bondeoprør

Oprindelig forfatter Boegh Seneste forfatter Redaktionen

Bondeoprør. Træsnit fra Olaus Magnus' værk De nordiske folks historie (1555) med titlen Om fogeders tyranniske hårdhed og udpresning, hvor bevæbnede folk er blevet sendt ud for at opkræve skatter. Bondeoprør kunne fremprovokeres af, at der skete brud på sædvanen, oftest inddrivelse af ekstraordinære skatter, der ikke var begrundet i en særsituation som fx krig.

Bondeoprør. Træsnit fra Olaus Magnus' værk De nordiske folks historie (1555) med titlen Om fogeders tyranniske hårdhed og udpresning, hvor bevæbnede folk er blevet sendt ud for at opkræve skatter. Bondeoprør kunne fremprovokeres af, at der skete brud på sædvanen, oftest inddrivelse af ekstraordinære skatter, der ikke var begrundet i en særsituation som fx krig.

bondeoprør, væbnede aktioner med et væsentligt indslag af bønder blandt deltagerne, hvor bøndernes deltagelse er motiveret af ønsker om at forbedre deres egne forhold.

Bondeoprør var og er særdeles almindelige i traditionelle bondesamfund. De kendes således fra hele Europa fra middelalderen til 1800-t. samt i nyere tid fra den tredje verden, især Latinamerika. Der var således bondeoprør i Mexico i 1993. Bondeoprør har næsten altid været fremkaldt af overklassens brud på den herskende og godtagne sædvane for bønders forhold i samfundet, hvilket bønderne ikke har villet acceptere. I første omgang har formålet blot været at genoprette den normale tilstand. Hvis et oprør havde varet i lidt længere tid, kunne der imidlertid udvikles mere radikale målsætninger. Disse ville som oftest være rettet mod en imaginær tidligere samfundstilstand, hvor bønderne levede (næsten) uden afgifter og selv kunne regulere deres forhold. En anden mulighed var, at oprøret radikaliseredes ad religiøse baner under indtryk af forestillinger om, at dommedag var nær, og at man skulle forberede sig ved at afskaffe al økonomisk og social ulighed. Imidlertid har de fleste bondeoprør været kortvarige affærer, der som oftest er endt i blodige nederlag. Bønderne havde ikke mulighed for at forlade deres brug i længere tid, hvis de og deres familier skulle overleve, og mens oprøret var i gang, kunne de ikke som andre hære leve af at plyndre bondegårde. Dertil kom, at de med hensyn til bevæbning, organisation og økonomiske resurser oftest var deres modstandere underlegne. Der kendes dog også bondeoprør, som har opnået større eller mindre succes. I så fald har de som oftest haft stærke allierede i overklassen, eller samfundets magtstruktur har været brudt sammen i indre modsætninger. Derudover er der eksempler på, at bønder, som har været meget stærkt involveret i produktion for et marked, har været i stand til at forbedre deres egne forhold.

I Danmark forekom egentlige bondeoprør kun i middelalderen. Ved organiseringen brugtes oftest de officielle tingforsamlinger, herredsting og landsting, hvor bønderne samledes og besluttede at indlede et oprør samt valgte ledere og traf beslutninger om organisation og bevæbning. En sådan beslutning var bindende for lokalområdet, og i princippet var der dødsstraf for ikke at gå med. Mobilisering foregik ved at sende budstikker omkring i området, og man brugte således det mobiliseringssystem, som eksisterede i forbindelse med det såkaldte landeværn, der blev anvendt som forsvarssystem, når fjender havde invaderet landet.

Annonce

De ældste kendte bondeoprør, oprøret mod Knud 4. den Hellige i 1086 og oprørene i Skåne 1180-82, var rettet mod en ekspanderende konge- og kirkemagt og havde deltagelse af alle lag i bondesamfundet, inkl. godsejere. Også de mere kendte bondeoprør fra de følgende århundreder såsom oprørene i 1249 og 1313 havde bred lokal tilslutning. De rettede sig mod kongemagtens krav om ekstraordinære skatter. Senmiddelalderen er imidlertid her som i det øvrige Europa bondeoprørenes storhedstid. Der var mere eller mindre permanente oprør i forskellige dele af landet 1438-41, der var oprør i store dele af Sønderjylland 1472, i Skåne 1525 og i det meste af landet i forbindelse med Grevens Fejde 1534-36, og de kulminerede med oprøret under Skipper Clement i Nord- og Vestjylland 1534, hvortil kom spredt uro 1523-31. Generelt hang senmiddelalderens oprør sammen med økonomiske og sociale omstruktureringer i kølvandet på landbrugskrisen ca. 1350-1450, selvom også andre forhold kunne spille ind.

dkhist-transparent_160x61 (2).gif

Læs mere om bondeoprør:

danmarkshistorien.dk

Bortset fra det ældste oprør i 1086 endte alle de nævnte bondeoprør med, at bønderne led nederlag. Forinden havde de dog gerne vundet betydelige sejre over deres modstandere, og der kan næppe herske tvivl om, at frygten for bondeoprør i mange tilfælde har spillet en væsentlig rolle i dansk historie i middelalderen.

Efter 1534 kendes ingen egentlige bondeoprør i Danmark, hvilket formentlig hænger sammen med, at godsdriftens udvikling medførte en stadig stærkere og tættere kontrol med bønderne fra godsejernes side.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Anders Bøgh: bondeoprør i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 18. februar 2020 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=49443