• Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

adel

Oprindelige forfattere KJVJ og TrDa Seneste forfatter Redaktionen

En forelæsning i et adeligt akademi; maleri, tilskrevet Pieter Isaacsz eller Reinhold Timm og udført til Rosenborgs riddersal i begyndelsen af 1620'erne. Maleriet indgår i en serie allegorier over de syv frie kunster og illustrerer faget retorik. Undervisning i veltalenhed og sprog var en vigtig del af unge adelsmænds uddannelse — ligesom skoling i hofmæssig optræden og ridderlige færdigheder. De blev undervist på adelige akademier, fx Sorø Akademi, hvor Reinhold Timm blev ansat som tegnelærer i 1623. Mange adelige ynglinge fortsatte studierne på dannelsesrejser i udlandet.

En forelæsning i et adeligt akademi; maleri, tilskrevet Pieter Isaacsz eller Reinhold Timm og udført til Rosenborgs riddersal i begyndelsen af 1620'erne. Maleriet indgår i en serie allegorier over de syv frie kunster og illustrerer faget retorik. Undervisning i veltalenhed og sprog var en vigtig del af unge adelsmænds uddannelse — ligesom skoling i hofmæssig optræden og ridderlige færdigheder. De blev undervist på adelige akademier, fx Sorø Akademi, hvor Reinhold Timm blev ansat som tegnelærer i 1623. Mange adelige ynglinge fortsatte studierne på dannelsesrejser i udlandet.

adel, befolkningsgruppe med særlige rettigheder af social, økonomisk og politisk karakter, begrundet med afstamning eller med militære forpligtelser.

Adel fandtes i talrige civilisationer, men selve udtrykket "adel" kendes i Danmark først fra begyndelsen af 1500-t. Dens medlemmer kunne være født dertil (arveadel) eller nyoptaget i adelen, fra højmiddelalderen oftest i forbindelse med tildeling af et adelsbrev (brevadel).

Til adelskab var ofte knyttet heraldisk våben og titler, som stadig er i brug i en række lande. Adelens førhen ofte vidtstrakte politiske og økonomiske privilegier er dog nu afskaffet.

Annonce

Historie

I det ældste Rom udgjorde patricierne en arveadel; senere blev der tale om en embedsadel, som ofte med store landbesiddelser reelt dominerede det politiske liv.

Også blandt de germanske folk fandtes der et fødselsaristokrati af høvdingeslægter, som var knyttet til kongen. Da Frankerriget opstod ca. år 500, smeltede det indvandrede germanske høvdingelag sammen med resterne af de gallo-romanske godsejerslægter, og der opstod et indflydelsesrigt aristokrati. En af disse slægter, karolingerne, endte med at bemægtige sig fyrstemagten.

Adelstitler
Danske adelstitler
titelbærer/hustrusøn/datter
(lens)greve og (lens)grevindegreve/komtesse
(lens)baron og (lens)baronessebaron/baronesse
friherre og friherreindefriherre/friherreinde
De samme adelige titulaturer er ligeledes fortsat i brug såvel i Sverige som i Finland.
Engelske adelstitler
The Nobility (højadelen)The Gentry (lavadelen)
duke og duchessbaronet og baronetess
marquess og marchionessknight
earl og countess
viscount og viscountess
baron og baroness
Tilsammen The Peerage med fast sæde i House of Lords
Et mandligt medlem tituleres lord, et kvindeligt lady.Et mandligt medlem tituleres sir, et kvindeligt dame.
Franske adelstitler
prince og princesse
duc og duchesse
marquis og marquise
comte og comtesse
vicomte og vicomtesse
baron og baronne
De lavadelige titler chevalier og écuyer er derimod ikke længere i brug.
I Spanien blev adelen genindført i 1948 med titler svarende til de franske; tiltaleformen er og .

Det blev skik, at kongen sikrede sig støtte ved at uddele godser i len (se feudalisme), og da et veludrustet tungt rytteri omkring år 1000 blev livsvigtigt, måtte det godsbesiddende aristokrati selv uddele jord til trofaste mænd, der til gengæld skulle møde som ryttere. Af denne rytterstands selvforståelse opstod riddervæsenet. Standens anseelse øgedes, efterhånden som fattigere medlemmer af aristokratiet frivillig indgik i ridderklassen. Oprindelig var det kun det gamle aristokrati med direkte tilknytning til kongen, som ansås for egentlig adel. Denne gruppe vasaller af riddere og svende (ridderskabet) levede som smågodsejere og gjorde ryttertjeneste i krig. I fredstid tjente de som slotsfogeder o.l. Højaristokratiet, gerne med greve- og hertugtitler, deltog tilsvarende i den kongelige administration.

Efter 1300 mindskedes skellet mellem det betitlede aristokrati og den velhavende del af ridderskabet, og med opdelingen i stænder blev den samlede adel opfattet som samfundets andenstand. Talrige adelsslægter uddøde, samtidig med at den oprindelige ret åbne tilgang til ridderskabet begrænsedes ved hjælp af adelsbreve, som kun kongen kunne uddele. Her spillede adelsvåbnet en betydelig rolle som markering af tilhørsforholdet til en bestemt slægt. Men først omkring 1500 blev betegnelsen adel almindelig for den verdslige overklasse på det europæiske kontinent.

I 1500-1600-t. gennemgik den europæiske adel en større krise, som indebar, at den måtte opgive ældre tiders eksklusive krigerfunktion. Årsagerne var for det første udviklingen på det militære område, hvor ildvåben og massive fodfolksformationer af lejesoldater efterhånden fortrængte den højt specialiserede adelige rytter og dermed forvandlede den europæiske krig fra et adeligt kunsthåndværk til en socialt bredspektret masseindustri; for det andet udviklingen af stærke monarkiske stater, hvis ofte enevældige fyrster trængte adelen bort fra den politiske magt.

Under indtryk deraf valgte adelen næsten overalt at stille sig i monarkernes tjeneste som civile og militære statstjenere for fortsat at sikre høj social status. Eneste markante undtagelse fra denne generelle udvikling var Polen, som reelt forblev en adelsrepublik frem til landets delinger i 1772, 1793 og 1795. I Frankrig led den gamle feudale højadel et afgørende nederlag under oprøret Fronden (1648-53), der blev dens sidste forsøg på at tage kampen op mod den centralistiske kongemagt. Den franske adel var derefter en hof- og tjenesteadel.

Oplysningsfilosofiens sejrsgang i 1700-t. bidrog væsentligt til at undergrave den privilegerede adels magtstilling. Rationalismens betoning af viden og fortjenstfuld indsats som grundlag for politisk indflydelse og socialt avancement stod i direkte modsætning til adelens nedarvede fortrinsstilling, og ikke mindst den oplyste enevælde med dens tanker om principiel lighed for alle undersåtter svækkede adelen. Disse tanker havde deres udspring i Frankrig, og det var også her, selve adelsbegrebet først blev afskaffet. Dette skete med Nationalforsamlingens erklæring af 4.8. 1789 om privilegievæsenets opløsning og feudalsamfundets afskaffelse. Napoleon 1. genindførte ganske vist en ny arveadel og bekræftede i 1814 også den ældre, men uden de gamle forrettigheder.

Med Storbritannien som eneste markante undtagelse fulgte de fleste andre europæiske lande snart trop. Den gamle tyske rigsadel forsvandt med Det Tysk-Romerske Riges opløsning 1806, og i takt med at borgerlig-liberale strømninger vandt terræn i 1800-t., tømtes adelsbegrebet for reelt indhold. I Norge brugte Eidsvoll-forfatningen 1814 det ikke, og i 1821 blev alle privilegier endelig afskaffet ved lov. I Tyskland og Østrig forsvandt adelen som særlig stand med Weimarforfatningen 1919; dens medlemmer kunne dog bevare deres adelige titler som en del af døbenavnet.

Adel afskaffedes i Italien med forfatningen 1948, men også her kan adelstitler, der stammer fra før 1922, videreføres som del af døbenavnet. Adel eksisterer stadig i Holland og Belgien, selvom alle forrettigheder forsvandt allerede ved Den Franske Revolution.

I Polen var adelen længe altdominerende gennem sin politiske repræsentation i rigsdagen (Sejm). Principielt var alle polske adelige ligestillede; men der udskilte sig alligevel en højadel (magnateria) fra den lavere, szlachta'en. Sidstnævnte betegnelse anvendtes også om adel som helhed. Den efter 1. Verdenskrig genoprettede polske stat anerkendte ikke eksistensen af en adel.

I modsætning til i Vesteuropa havde den russiske adel (bojarerne) ikke sin oprindelse i feudalismen. Den opstod i middelalderen af vidt forskellige grupper som en ren tjenesteadel og udviklede sig først omkring 1700 til en samlet godsejende stand af statstjenere. Ved Revolutionen 1917 forsvandt såvel adelsbegrebet som adelen fra russisk jord.

Sveriges adel kan formentlig føres tilbage til det middelalderlige landskabsaristokrati. Som samlet stand fremtrådte den første gang på herredagen 1280, og i de følgende århundreder spillede adelen en fremtrædende rolle i landets politiske liv. Først med stændersamfundets formelle opløsning 1866 mistede standen sin politiske særstilling. Forfatningen af 1975 anerkender fortsat adelen, men tillægger den ingen forrettigheder. Standens ca. 28.000 medlemmer styrer nu sine interne anliggender på grundlag af Ridderhusordningen af 1866.

I Finland udgjorde adelen indtil 1906 en særlig stand på Rigsdagen. Efter regeringsreformen 1919 har den ikke mere nogen særrettigheder.

Storbritannien er det eneste europæiske land, hvor højadelen har bevaret en særskilt politisk repræsentation, nemlig i Parlamentets Overhus. Det skyldes, at den britiske adel modsat andre steder aldrig blev en lukket fødselsadel, men stedse er blevet fornyet ved nyadlinger. Derfor spiller adelen som gruppe fortsat en vis politisk rolle i landet.

Skønt adel som standsbegreb gradvis forsvandt i tiden efter Den Franske Revolution, og dens medlemmer i dag må anses for fuldt assimilerede i det borgerlige samfund, har adelsgrupperne alligevel mange steder formået fortsat at bevare en form for adelig identitet i kraft af stærk traditions- og slægtsbevidsthed.

Adel i Danmark

I Danmark optræder en særlig privilegeret godsejerstand i Jyske Lov 1241, hvor de godsejere, som havde råd til det, fik tilbudt skattefrihed, såfremt de på egen bekostning ville møde med fuld rytterudrustning. Da jord fortrinsvis opnåedes ved arv, blev rytterstanden (herremændene) i praksis arvelig, og godsejeradelen havde held til gradvis at udvide sine privilegier. Fra ca. 1400 søgte man at begrænse tilgangen til adelen for at bevare den skattepligtige jord, og tilgang forudsatte derefter et særligt kongeligt adelsbrev. I praksis var det især højadelens godsfunktionærer, som opnåede adelsbrev, og de modtog i så fald et adelsvåben, som lignede deres tidligere herres. Omkring 1500 var adelstanden helt adskilt fra de lavere stænder, og som tegn på særlig fornemhed pålagde en forordning af 1526 antagelse af faste slægtsnavne, gerne hentet fra den pågældende slægts våbenmærke.

Ordet adel er middelnedertysk, kommer måske oprindelig af et ord for 'fader' og med betydningen 'fædrenearv(et)'.

Årene 1536-1660 betegner kulminationen på adelens politiske magt, som den i konkurrence med kongemagten udøvede gennem det højadelige Rigsråd. Adelens højst 2000 medlemmer udgjorde på denne tid en snæver elite, som til gengæld for den ikke særlig belastende rostjeneste var begunstiget med skattefrihed, havde eneret til at eje frit jordegods og monopol på de højeste og mest indbringende af statens embeder. I princippet stod standens medlemmer lige og nød samme privilegier; men i praksis udskilte der sig efterhånden en lille hovedrig højadelsgruppe, som monopoliserede de indflydelsesrige rigsrådsposter og indbringende statsembeder. Den deraf følgende interne splittelse svækkede adelens politiske stilling og var en af årsagerne til dens magttab i 1660.

Med enevældens indførelse i 1660 ophævedes det kasteagtige præg, som havde karakteriseret den førenevældige adel, og der skete samtidig en væsentlig udvidelse af adelsbegrebet. Den gamle fødselsadel fik nok lov til at bestå — med stærkt beskårne privilegier — men suppleredes med en rangadel. En væsentlig bestanddel af denne var den såkaldte brevadel, dvs. højtstående borgerligfødte embedsmænd, som ved et kongeligt patent benådedes med adelige rettigheder. Dertil kom et betydeligt antal naturalisationer, dvs. anerkendelse af udenlandsk adelskab som dansk, der normalt blev bekræftet ved udstedelse af et adelspatent. Endelig indførtes efter kontinentalt forbillede i 1671 en helt ny feudal titeladel med titler som greve, baron eller friherre. Dette skete ofte i forbindelse med oprettelse af grevskaber (mindst 2500 tdr. htk.) eller baronier (mindst 1000 tdr. htk.), der blev belagt med majoratsbånd, så at de ikke kunne deles ved arv, og som betragtedes som len af Kronen. Dermed opstod en lensadel, hvis omfattende privilegier kunne minde om den førenevældige adels.

Enevældens danske adel var stærkt sammensat og af yderst forskellig oprindelse. I virkeligheden var den kun knyttet sammen af adelsnavnet, og om en stand i førenevældig forstand var der ikke tale. Adelen spillede dog fortsat en fremtrædende politisk rolle i den enevældige stat.

Ved Grundloven (1849) afskaffedes alle forrettigheder i forbindelse med adel, mens selve adelsbegrebet blev bibeholdt. Med Lensafløsningsloven (1919) overgik de bestående majorater, stamhuse, til fri ejendom; men det bestemtes samtidig, at lenstitlerne kunne bestå endnu tre generationer, hvorefter de skulle bortfalde. Der er ikke efter 1849 foretaget egentlige nyadlinger i Danmark, men nok enkelte naturalisationer og efterfølgende anerkendelse af adelig status.

Den nulevende danske adel, som må anses for fuldstændig assimileret i det borgerlige samfund, omfatter ca. 6800 personer (2015), heraf omkring halvdelen i udlandet. Den er sammensat af 187 slægter, hvis adelige status går tilbage til den gamle fødselsadel eller til enevældens rangadel. En samlet ajourført fortegnelse over den nulevende danske adel findes i Danmarks Adels Aarbog, se adelskalender.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Knud J.V. Jespersen, Troels Dahlerup: adel i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 24. juni 2017 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=32826