Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Stig Andersen Hvide d.æ.

Oprindelig forfatter KHoer Seneste forfatter Marie-Louise Hammer

Stig Andersen Hvide d.æ., Marsk Stig, d. 1293, dansk marsk. Stig Andersen Hvide d.æ. blev i 1287 dømt på Nyborg Slot sammen med otte andre - deriblandt Jakob Nielsen, greve af Nørrehalland, og kongens kammermester Rane Jonsen - for drabet på Erik 5. Klipping i Finderup Lade året før, men inden dommen var han undsluppet til Norge og blevet antaget som en af den norske kong Erik 2. Magnusson Præstehaders mænd.

Stig Andersen Hvide tilhørte fra 1270'ernes begyndelse en kreds af danske politikere, som kongemagten var afhængig af, men om hans rolle vides ikke meget konkret. Hans urokkelige magtstilling fremgår af, at han som den eneste nægtede, da Erik 5. Klipping i 1276 præsenterede sin spæde søn Erik (6. Menved) for stormændene, for at de skulle aflægge ed til den lille. Men Stig Andersen Hvide forblev marsk.

Det er både udokumenteret og usandsynligt, at han og de andre, der blev dømt som kongemordere, virkelig var skyldige i drabet; det skal snarest forklares på baggrund af den krig, der i 1286 bestod mellem Norge og Danmark, og retsopgøret 1287 må forstås som en politisk udrensning.

Annonce

Den norske kongemagt forsøgte i årene omkring 1300 flere gange forgæves at formå Erik Menved til at forlige sig med kongemorderne. Stig Andersen Hvide blev i den norske kongemagts tjeneste høvedsmand på borgen på øen Hjelm og synes fortsat at have bestyret sine jyske ejendomme.

Han døde på Hjelm i 1293 og blev ifølge sagnet begravet hemmeligt under gulvet i en ukendt landsbykirke. Adskillige kystnære kirker omkring Kattegat nævnes som mulig begravelsesplads.

Marsk Stigs skæbne er kilde til et stort antal folkeviser - se Marsk Stig-viserne.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Kai Hørby: Stig Andersen Hvide d.æ. i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 20. juli 2018 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=94196