• Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Knud Lavard

Oprindelige forfattere HJFr og NL Seneste forfatter Redaktionen

Efter mordet på Erik 5. Klipping i 1286 udsmykkedes Sankt Bendts Kirke i Ringsted med kalkmalerier, der skulle legitimere Christofferlinjens krav på tronen på bekostning af Abellinjen. Knud Lavard ses her med lensfanen som hertug af Sønderjylland — vel for at minde kong Abels barnebarn hertug Valdemar Eriksen om hans troskabspligt; han var i 1287 blevet udnævnt til rigsforstander.

Efter mordet på Erik 5. Klipping i 1286 udsmykkedes Sankt Bendts Kirke i Ringsted med kalkmalerier, der skulle legitimere Christofferlinjens krav på tronen på bekostning af Abellinjen. Knud Lavard ses her med lensfanen som hertug af Sønderjylland — vel for at minde kong Abels barnebarn hertug Valdemar Eriksen om hans troskabspligt; han var i 1287 blevet udnævnt til rigsforstander.

Knud Lavard, ca. 1096-7.1.1131, jarl, søn af Erik 1. Ejegod og dronning Bodil, og som ægtefødt formentlig udset til at efterfølge Erik.

Efter forældrenes død i 1103 på pilgrimsrejse til Det Hellige Land opfostredes Knud først hos den sjællandske høvding Skjalm Hvide, senere hos hertug Lothar 3. af Sachsen, der blev tysk konge 1125 og tysk-romersk kejser 1133 (under navnet Lothar 2.).

Ca. 20 år gammel blev Knud jarl af Slesvig, og med dette udgangspunkt opbyggede han sig en stærk position også i de nærliggende slaviske områder. Knuds fætter Henrik var fyrste over abodritterne, og i 1129 fik Knud med titel af knés eller knjaz hans områder i len af Lothar. Han var således både den danske og den tyske konges lensmand.

Annonce

Tilnavnet Lavard kommer af oldengelsk hlaford 'lord, herre'.

Som kongesøn var Knud naturligvis kongsemne, og hans stærke position måtte forurolige de øvrige kongsemner, først og fremmest den regerende kong Niels' søn Magnus Nielssøn, men også hans øvrige fætre, fx Henrik Skadelår, og hans halvbrødre, af hvilke i hvert fald den ældre Harald Kesja havde tronprætentioner; Knuds forhold til den tyske konge kunne også bringe Danmarks politiske og kirkelige selvstændighed i fare. Den 7. januar 1131 dræbte Magnus Knud i Haraldsted.

Det udløste en hævnkrig, som i 1134 bragte Knuds halvbror Erik 2. Emune på tronen, og han indledte straks bestræbelser på at styrke sin legitimitet ved at få Knud gjort til helgen; det lykkedes dog først for Knuds søn Valdemar 1. den Store. Knud kanoniseredes ved pavelig bulle af 8.11.1169. Hans helgenværdighed er af rent politisk karakter, men Saxos strålende billede af hans væsen og politiske indsats har holdt sig helt op til nutiden.

Knud Lavard vises i billedkunsten med blomsterkrans eller hertugkrone. Han ses i kalkmalerier i bl.a. Sankt Bendts Kirke i Ringsted (begyndelsen af 1300-tallet) og Vigersted Kirke ved Ringsted (ca. 1450).

Referér til denne tekst ved at skrive:
Hans Jørgen Frederiksen, Niels Lund: Knud Lavard i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 17. august 2017 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=107571