Faktaboks

Knud Lavard
Født
1096
Død
7. januar 1131
Levetid - kommentar
Omtrentligt fødselsår

Efter mordet på Erik 5. Klipping i 1286 udsmykkedes Sankt Bendts Kirke i Ringsted med kalkmalerier, der skulle legitimere Christofferlinjens krav på tronen på bekostning af Abellinjen. Knud Lavard ses her med lensfanen som hertug af Sønderjylland — vel for at minde kong Abels barnebarn hertug Valdemar Eriksen om hans troskabspligt; han var i 1287 blevet udnævnt til rigsforstander.

.

Knud Lavard skildret af ukendt kunstner, uden år.

.

Knud Lavard var en dansk jarl. Han var søn af Erik 1. Ejegod og dronning Bodil, og som ægtefødt søn formentlig udset til at efterfølge Erik som konge. Han blev gift med en datter af fyrst Mstislav-Harald af Novgorod, Ingeborg af Novgorod, med hvem han havde fire børn: døtrene Margrethe, Kirsten og Katharina samt sønnen Valdemar, den senere Valdemar 1. den Store.

Efter forældrenes død i 1103 på pilgrimsrejse til Det Hellige Land blev Knud først opfostret hos den sjællandske høvding Skjalm Hvide, senere hos hertug Lothar 3. af Sachsen, der blev tysk konge i 1125 og tysk-romersk kejser i 1133 (under navnet Lothar 2.).

Jarl af Slesvig

Ca. 20 år gammel blev Knud af sin farbror, kong Niels, udnævnt til jarl af Slesvig, hvor hans opgave bestod i at forsvare rigets sydgrænse og den rige handelsby Slesvig mod overfald fra især de vendiske naboer. Han omtales også i nogle kilder som hertug af Danmark; en titel, hvis indhold ikke er helt klart. På dette tidspunkt eksisterede endnu ikke noget hertugdømme Slesvig. Hans tilnavn "Lavard" (der svarer til det engelske "lord", og som betyder "brøduddeleren") fik han pga. sin gavmildhed over for sin hird.

Abodritternes fyrste

Abodritterfyrsten Henrik, Knuds fætter, der herskede over dele af det senere Holsten og Mecklenburg, døde i 1127, hvorpå der udspillede sig en magtkamp mellem hans arvinger, der alle omkom. Knud trådte nu til som den nye stærke mand og i 1129 fik Knud med titel af knés eller knjaz, dvs. fyrste, Henriks områder i len af kong Lothar. Dermed fik Knud Lavard også kontrol over den største konkurrent til Slesvig som udskibningshavn for handlen mellem Novgorod og Vesteuropa: Liubice/Alt-Lübeck, med de økonomiske gevinster, det kan have muliggjort.

Sin position som abodritternes fyrste udbyggede Knud i de følgende år yderligere ved at undertvinge de øvrige vendiske stammer med militær magt og øge sin indflydelse i fyrstendømmet Pommern. Dette kunne lade sig gøre, fordi der ikke på dette tidspunkt var andre stærke magter i det nordtyske område.

Denne udvikling måtte forurolige de øvrige kongsemner, først og fremmest den regerende kong Niels' søn Magnus Nielssøn, men også hans øvrige fætre, f. eks. Henrik Skadelår, og hans halvbrødre, af hvilke i hvert fald den ældre Harald Kesja havde tronprætentioner. Kongevalget var op til stormændene, og der kunne være grund til at tro, at disse ville fortrække den mere erfarne og succesrige Knud Lavard frem for den unge Magnus, eller nogen af de andre kongsemner. Dertil kom, at Knuds forhold til den tyske konge også kunne bringe Danmarks politiske og kirkelige selvstændighed i fare.

Mordet i Haraldsted Skov, borgerkrig og helgenkåring

Den 7. januar 1131 dræbte Magnus Knud Lavard i Haraldsted Skov uden for Ringsted, muligvis under tvekamp. Denne aktion medførte et oprør fra Knuds halvbror Erik 2. Emune og flere fremtrædende stormandsslægter. Oprøret udviklede sig til en borgerkrig, der endte med Magnus' død i Slaget ved Fodevig i pinsen 1134, hvorefter kong Niels blev myrdet og Erik Emune kunne overtage magten i riget.

Allerede i 1135 begyndte Erik Emune at gøre propaganda for en helgenkult for sin halvbror Knud Lavard ved at indstifte et kloster for benediktinermunke i kirken i Ringsted. I hans regeringstid så også det første helgenskrift om Knud dagens lys. En sådan helgenkåring ville styrke slægtens legitimitet og krav på tronen, og i 1146 forsøgte Knud Lavards søn Valdemar sammen med fætteren Svend Grathe at foretage en egenmægtig helgenkåring af Knuds levninger. Dette blev dog forhindret af ærkebiskop Eskil, da de som lægmænd ikke var berettigede til at kåre helgener.

Da Valdemar den Store blev enekonge, tog helgenkåringsbestræbelserne atter fart, og i 1169 lykkedes det at få pavens godkendelse. Ved en storstilet kirkefest 25. juni 1170 i den nybyggede Skt. Bendts Kirke i Ringsted, hvor Valdemars søn Knud 6. samtidig blev kronet til medkonge og faderens efterfølger, blev Knud Lavard helgenkåret. Faderens helgenværdighed blev et vigtigt led i Valdemar den Stores bestræbelser på at udelukke de andre grene af kongeslægten fra tronen og indføre et arvekongedømme.

Som helgen blev Knud Lavard skytshelgen for de mange Knudsgilder, som var sammenslutninger af danske købmænd rundtom i Østersøområdet og i danske byer. Selv havde Knud Lavard været senior og defensor i det gilde i Slesvig, hezlagh, der var med til at hævne drabet på ham og som kan ses som en forgænger for knudsgilderne.

Knud Lavard vises i billedkunsten med blomsterkrans eller hertugkrone. Han ses i kalkmalerier i bl.a. Sankt Bendts Kirke i Ringsted (begyndelsen af 1300-tallet) og Vigersted Kirke ved Ringsted (ca. 1450).

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig