• Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Eskil

Oprindelig forfatter ISk-P Seneste forfatter Redaktionen

Eskil, Eskil Christiernsøn, ca. 1100-1182, ærkebiskop i Lund. Eskil tilhørte en af 1100-t.s mest berømte familier, Thrugotslægten, og fik sin uddannelse ved den højt anskrevne domskole i Hildesheim. Han blev kannik i Lund, hvor hans farbror Asser fra 1104 var ærkebiskop; i et brev af 1133 nævnes Eskil som domprovst.

I 1134 blev Eskil udnævnt til biskop af Roskilde. Det forudsatte velvilje fra kong Erik 2. Emunes side, men kort efter brød en strid ud mellem dem, fordi Eskil hyldede den gregorianske reform, som foreskrev, at gejstligheden skulle stå over lægfolket og kongen. Det var derfor først ved Erik 2. Emunes død i september 1137, at paven gav sit tilsagn til, at Eskil kunne afløse Asser, der var død i maj 1137.

Som ærkebiskop fik Eskil bl.a. gennemført indvielsen af Skt. Laurentii Domkirke i Lund i 1145, men ellers mødte han mange vanskeligheder i en politisk ustabil periode, der mundede ud i dansk borgerkrig 1147-57.

Annonce

I 1152-54 var en pavelig legat i Norden for at opdele det nordiske ærkebispesæde i tre: foruden det hidtidige i Lund, et i Trondheim og et i Uppsala. Legaten besluttede imidlertid, at ærkebispen i Lund skulle have et primat over Sverige og dermed stå for indvielsen af en svensk ærkebiskop, når en passende kandidat kunne udpeges. I 1156 blev Eskil, der havde været i Rom for at hente sine værdighedstegn som primas, taget til fange i Burgund på hjemrejsen. I et berømt brev henvendt til Danmarks øvrighed og folk frabad Eskil sig, at man betalte løsepenge for at få ham fri. Det vides ikke nøjagtig, hvordan han kom hjem.

I 1157 sluttede borgerkrigen med, at Valdemar 1. den Store stod alene tilbage som konge. Eskil arbejdede i begyndelsen godt sammen med Valdemar; begge grundlagde og udstyrede klostre af forskellige ordener, og Eskil deltog i det første korstog mod venderne. Men i 1158 udbrød en splid om pavestolen, og den danske konge og ærkebiskoppen valgte hver sin side. Eskil blev tvunget i landflygtighed og opholdt sig i de følgende år dels i Rom, dels i Clairvaux, hvor han tidligere havde opbygget et nært venskab med abbed Bernhard fra Clairvaux.

Hen imod midten af 1160'erne skiftede Valdemar side i paveskismaet, og hermed blev vejen åbnet for, at Eskil kunne slutte fred med kongen og vende hjem. I 1170 celebrerede han messen for kanonisationen af Valdemars far, hertug Knud Lavard, og kroningen af Valdemars søn, den syvårige Knud 6. Valdemarsen. Kort derefter søgte Eskil i længere tid til Clairvaux. Under hans fravær sammensvor hans dattersønner og en anden tronprætendent sig mod kongen, og planen blev afsløret, netop da Eskil igen vendte hjem. Sorgen over familiens ulykke tillige med hans høje alder fik Eskil til at anmode paven om at måtte nedlægge sit embede som ærkebiskop, og han trak sig tilbage til fordel for Absalon.

Vurderingen af ærkebiskop Eskil har i lange tider været styret af Saxos ambivalente fremstilling, men et omslag fandt sted med en kildekritisk nytolkning af Saxo af de svenske historikere brødrene Lauritz og Curt Weibull.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Inge Skovgaard-Petersen: Eskil i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 24. maj 2017 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=72229