Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning. |
Esger Juul, død 1325, dansk ærkebiskop. Juul var af højadelig jysk slægt, og som Erik 6. Menveds befuldmægtigede var han med til at afslutte den store ærkebispestrid i slutningen af 1200-t. Efter i 1306 at have været biskop i Aarhus blev han i 1310 ærkebiskop i Lund. Derefter ophørte det gode forhold til kongen, der bl.a. mistænkte Juul for at støtte den nørrejyske rejsning i 1313. Juul holdt i 1314 et provinskoncil og var i stand til at hævde sit primat over den svenske kirke. I 1317 fremkom et endeligt brud med kongen, og også efter at denne i 1320 var blevet afløst af Christoffer 2., fortsatte det slette forhold mellem konge og ærkebiskop.
Troels Dahlerup: Esger Juul i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 18. februar 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=102618 |
Denne artikel stammer fra:
Leksikon