Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Erik 5. Klipping

Oprindelig forfatter EAlb Seneste forfatter Redaktionen

Erik 5. Klipping afbildet i et håndskrift fra ca. 1282, der indeholder Revals (Tallinns) stadsret. At han gav byen denne ret, vidner om, at Estland 1219-1346 var under den danske konge.

Erik 5. Klipping afbildet i et håndskrift fra ca. 1282, der indeholder Revals (Tallinns) stadsret. At han gav byen denne ret, vidner om, at Estland 1219-1346 var under den danske konge.

Erik 5. Klipping, 1249-22.11.1286, konge af Danmark fra 1259, søn af Christoffer 1. og Margrete Sambiria af Pommern, gift 1273 med Agnes af Brandenburg. Erik 5. Klipping udvalgtes til konge som femårig, men ærkebiskop Jakob Erlandsen modsatte sig hans kroning. Derfor blev Erik først som tiårig kronet ved faderens død i 1259, og Margrete Sambiria overtog herefter regeringen.

Margrete Sambiria måtte først forsone sig med Erik (1.) Abelsen, en af Jakob Erlandsens støtter, der før havde truet Christoffer 1. og angrebet Sjælland. Han blev i 1260 udnævnt til hertug af Sønderjylland (se Sønderjylland - historie), og et senere forsøg fra Margretes side på at genvinde Sønderjylland førte i 1261 til Slaget ved Lohede syd for Dannevirke. Her sejrede hertug Erik støttet af holstenske grever, og både mor og søn måtte gå i fangenskab.

Efter frigivelsen overtog Erik 5. Klipping i midten af 1260'erne regeringen og videreførte bl.a. faderens konflikt med Jakob Erlandsen; den blev først afsluttet i 1274 efter langvarige forhandlinger. Da var ærkebiskoppen død, og paven gav indrømmelser til kongens standpunkt i striden.

Annonce

Erik Klipping kom også i strid med danske stormænd og måtte i 1282 på et danehofNyborg Slot besegle et forpligtelsesbrev (håndfæstning), der sikrede stormændene vigtige rettigheder. Efter dette fandt en udsoning sted med kongehusets sidelinjer, bl.a. med Jakob Nielsen, der fik grevskabet Nørrehalland, og med hertug Eriks søn Valdemar 4. Eriksen, der i ti år efter faderens død var blevet forbeholdt Sønderjylland.

Med hertug Valdemar var der fortsat konflikter om kongens rettigheder i hertugdømmet, og 1285-86 var hertugen ligefrem kongens fange. Valdemar er af den grund blevet mistænkt for at stå bag det gådefulde og uopklarede drab på Erik 5. Klipping i november 1286 i Finderup Lade ved Viborg.

En årbog nævner at kongen dræbtes Sankt Cæcilie nat (22. november) med 56 sår, og samtiden sluttede derudfra at drabet skyldtes en sammensværgelse. I 1287 blev Jakob Nielsen og marsk Stig Andersen Hvide m.fl. dømt for drabet. De fredløse søgte tilflugt hos kong Erik 2. Magnusson Præstehader i Norge og slog sig senere ned på den befæstede ø Hjelm i Kattegat, hvor de drev falskmønteri og brugte øen som udgangspunkt for plyndringstogter mod en række danske købstæder.

Historikeren Erik Arup har gjort det synspunkt gældende, at de fredløse dømtes med urette. Da netop denne kreds siden håndfæstningen i 1282 havde haft regeringsmagt i landet, må de dømte have været uden motiv til at udføre drabet. Traditionen om kong Eriks forførelse af marsk Stigs hustru - ikke mindst efter folkeviserne om marsk Stig - er sen og kan ikke tillægges troværdighed.

Erik 5. Klipping blev begravet i koret i Viborg Domkirke. Hans tilnavn menes at betyde "klippet skind".

Referér til denne tekst ved at skrive:
Esben Albrectsen: Erik 5. Klipping i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 13. december 2017 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=71856