Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Constitutio Valdemariana

Oprindelig forfatter EAlb Seneste forfatter Redaktionen

Constitutio Valdemariana, (Valdemars forordning), eftertidens betegnelse på bestemmelsen om, at Sønderjylland ikke måtte indlemmes i Danmark. Før sit valg til dansk konge udstedte Christian 1. i 1448 et forpligtelsesbrev, hvori han lovede at overholde den såkaldte Constitutio Valdemariana, hvori der på latin står: "Ligeledes skal hertugdømmet Sønderjylland ikke forenes og forbindes med Danmarks rige og krone, således at én mand er herre over begge". Forpligtelsesbrevet oplyser, at bestemmelsen oprindelig er udstedt i 1326 og måske med rette, for netop det år modtog den holstenske grev Gerhard 3. Sønderjylland i forlening, og det måtte derfor være i hans interesse at få sikkerhed for, at hertugdømmet ikke igen blev en del af kongeriget.

Under striden om Slesvigs og Holstens tilhørsforhold i midten af 1800-t. blev der fra tysk side lagt stor vægt på Constitutio Valdemariana. Den blev tolket sammen med Christian 1.s løfte i 1460 om, at Slesvig og Holsten altid skulle være "udelte sammen".

Annonce

Referér til denne tekst ved at skrive:
Esben Albrectsen: Constitutio Valdemariana i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 18. november 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=58764