• Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Abel

Oprindelig forfatter KHoer Seneste forfatter Redaktionen

Abel, ca. 1218-29.6.1252, dansk konge fra 1250, næstældste søn af Valdemar 2. Sejr og Berengaria, 1232 hertug af Sønderjylland, gift 1237 med Mechtilde af Holsten. Abel kæmpede med broren Erik (4. Plovpenning) om kronen efter faderens død 1241; Erik vandt, men blev dræbt under fredsforhandlinger 1250 af to af Abels højeste embedsmænd.

Abel selv svor sig fri for skyld i drabet og blev kronet i Roskilde, men dræbtes i en krig mod friserne godt halvandet år senere. Som hertug havde han en tid regeret også grevskabet Holsten som formynder for to mindreårige svogre, efter at deres far var gået i kloster. Under hans slægt indtil 1375 voksede Sønderjylland og Holsten sammen økonomisk, delvis også kulturelt og administrativt.

dkhist-transparent_160x61 (2).gif

Læs mere om Abel:

danmarkshistorien.dk

Ved Abels død tilsidesatte man hans voksne søn Valdemar. Dette kan være årsagen til den regerende kongeslægts senere forsøg på at sværte Abels eftermæle. Som hertug gav han Tønder by lybsk ret, og også i sin korte kongetid synes han at have virket for en udvikling af landets økonomi og en effektivisering af den kongelige forvaltning. Hvideslægten og store dele af kirken stod længe på Abelslægtens side.

Annonce

Referér til denne tekst ved at skrive:
Kai Hørby: Abel i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 23. april 2017 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=31660