forsvarspolitik

Forsvarspolitik er den del af udenrigspolitikken, som ved militære midler har til formål at sikre statens territorium imod andre staters militære suverænitetskrænkelser eller direkte angreb.

Dansk forsvarspolitik blev efter det militære nederlag til Tyskland i 1864 stærkt præget af en alliancefri neutralitetspolitik, som var betinget af Danmarks udsatte beliggenhed ved udsejlingen fra Østersøen samt af landforbindelsen med Tyskland, kontinentets nu stærkeste militærmagt. Afhængigheden af Tyskland forstærkedes op til 1. Verdenskrig, og på tysk krav måtte regeringen ved krigsudbruddet i 1914 minespærre Storebælt, men kunne ellers opretholde landets neutralitet.

Med Tysklands nederlag i krigen og Ruslands svækkelse efter revolutionen i 1917 forsvandt de militære trusler mod Danmark, som samtidig tilsluttede sig Folkenes Forbund. I 1920'erne blev det danske forsvar reelt reduceret til et grænseværn med bevogtnings- og markeringsopgaver.

Adolf Hitlers genoprustning af Tyskland fra 1933 satte Danmark i en mere udsat position end før 1914. Det skyldtes bl.a. den militærteknologiske udvikling, som gjorde det usandsynligt, at andre stormagter ville kunne komme Danmark til undsætning, hvis landet blev angrebet fra syd. Den socialdemokratisk-radikale regering, som havde rod i antimilitaristiske traditioner, fastholdt op gennem 1930'erne en formel neutralitetspolitik, som dog i praksis tog form af en fornyet tilpasning til Tyskland. Et dansk forsvar, som kunne føre national eksistenskamp, havde i disse år kun få politiske fortalere, om end Venstre og især De Konservative gerne havde set større forsvarsbevillinger, end regeringen var rede til at give.

I sidste halvdel af 1930'erne og under den tyske besættelse 1940-1945 fandt der en vis tilnærmelse sted mellem danske officerskredse og især yngre socialdemokratiske ledere.

I de første par år efter befrielsen i 1945 skete der en meget langsom genopbygning af de danske militære værn. Den kolde krigs udbrud og skærpelsen af den i 1947-1948 forenede politikere og værnsledere i en fælles opfattelse af, at den militære trussel mod Danmark måtte bestå i en sovjetisk ledet invasion og besættelse. NATO-medlemskabet fra 1949 betød, ikke mindst efter Koreakrigens udbrud i 1950, at Danmark kom under stærkt pres mht. en fremskyndet og større oprustning, til dels som betingelse for amerikansk militær og økonomisk bistand. Af såvel økonomiske som politiske årsager holdt skiftende danske regeringer dog igen, og selvom landets forsvarsudgifter blev tredoblet i årene 1950-1953, pådrog Danmark sig gennem 1950'erne vedvarende kritik fra de NATO-allieredes side for at være blandt de allerlaveste bidragydere til alliancens fælles forsvar.

Et politisk flertal med Socialdemokratiet og Det Radikale Venstre i spidsen afviste i 1950'erne både stationering af allierede styrker på dansk jord og atombevæbning af det danske forsvar i fredstid. Hovedbegrundelsen var, at man ikke ville provokere Sovjetunionen unødigt, og at det skulle bidrage til at bevare Norden som et lavspændingsområde.

Danmarks delvise afkobling fra NATOs generelle, atomvåbenbaserede strategi blev afspejlet i Forsvarsordningen af 1960, som kun lovede modernisering af reducerede styrker. Til gengæld påbegyndtes fra 1961 et tættere samarbejde mellem det danske forsvar og det vesttyske Bundeswehr ved oprettelsen af Enhedskommandoen. USA's militærhjælp ophørte fra midten af 1960'erne; det "lille forsvarsforlig" i 1966 søgte at dække de øgede danske omkostninger, men den politiske enighed bag forliget brød sammen, da VKR-regeringen uden Socialdemokratiets stemmer i 1969 gennemførte en forsvarsaftale med reduceret budget. Fra politisk hold ansås formålet med det danske forsvar i disse år især for at være af symbolsk karakter, dvs. et signal til alliancepartnerne, især USA, om Danmarks vilje til at tage kampen op imod en angriber, indtil den allierede undsætning ville nå frem. Desuden skulle forsvaret kunne modstå militært pres på et lavt optrapningsniveau for derved at hindre en krisesituation i at komme ud af kontrol. Det samme var grundlag for forsvarsforliget af 1973, som desuden indeholdt væsentlige omstruktureringer og rationaliseringer af forsvaret, herunder gradvis øget brug af kontraktansat personel frem for værnepligtige; 1973-forliget blev i 1977 som et kompromis forlænget til 1981. I de år indgik regeringen yderligere aftaler med de allierede om (atombevæbnede) forstærkningsstyrker, som kunne ankomme allerede i en spændingsperiode, dvs. inden åbne krigshandlinger, og med tilhørende forhåndsoplagring af ammunition, dog ikke atomvåben, og materiel. Trods nogen kritik heraf var forsvarspolitikken i 1980'erne forholdsvis upåvirket af den skarpe sikkerhedspolitiske debat i Danmark, som fulgte i kølvandet på NATO-beslutningen i 1979 om at udstationere nye mellemdistanceatomraketter i Vesteuropa.

Efter 1988-89, da den kolde krig nærmede sig sin afslutning, var der bred enighed blandt de større politiske partier om forsvarets nye opgaver og mål. Forsvarsaftalen af 1989 og senere aftaler indeholdt omfattende rationaliseringer, herunder nedlæggelse eller indskrænkning af flere kaserner, flyvepladser og flådestationer. En forsvarsministeriel udvalgsrapport fra 1992 om forsvarets fremtidige struktur og størrelse konkluderede, at den direkte invasionstrussel mod Danmark stort set var væk, og at den aktuelle trussel var manglende stabilitet i Europa. Dette afspejledes i en gradvis optrapning af danske militærstyrkers internationale engagement i både FN- og NATO-regi, især fra 1992 med primært hærstyrker til bevogtningsopgaver i Eksjugoslavien; i 1993-94 undertegnede Danmark militære samarbejdsaftaler med Polen, Litauen, Letland, Estland og Rusland. Efter vedtagelsen af en ny forsvarslov i 1993 har danske forsvarsstyrker (Den Internationale Brigade) uden geografiske begrænsninger kunnet deltage i konfliktforebyggende, fredsbevarende, fredsskabende og humanitære opgaver.