Victor Gram, 1910-1969, dansk politiker. Fra formandsposten i DSU-afdelingen i Fredericia avancerede Gram i 1937 til landssekretær og 1942-46 til landsformand for DSU; han var MF fra 1943 til sin død. Victor Gram var stærkt forsvarsinteresseret og medlem af Forsvarskommissionen af 1946. Han var chef for Forsvarets Oplysnings- og Velfærdstjeneste 1951-62 og herefter forsvarsminister i Jens Otto Krags regeringer indtil 1968.