Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Tove Videbæk

Oprindelig forfatter vlacour Seneste forfatter Redaktionen

Tove Videbæk, Tove Elisabeth Videbæk, f. 7.12.1945, dansk politiker. Tove Videbæk var 1994-98 direktør for Københavns Kristne Radio/TV (KKR/TV). 1998-2005 var hun MF for Kristeligt Folkeparti (det senere Kristendemokraterne); 2001-05 var hun formand for Folketingets Socialudvalg og 2002-05 næstformand for Kristeligt Folkepartis folketingsgruppe.

I 2005 tabte Tove Videbæk landsformandsvalget hos Kristendemokraterne til Bodil Kornbek, men blev samme år valgt som Regionsrådsmedlem for sit parti i Region Midtjylland; her sad hun indtil 2009. Da Bodil Kornbek ville forlade partiets traditionelle modstandslinje i spørgsmålet om fri abort i sommeren 2007, var Tove Videbæk en af de ivrigste forsvarere af den traditionelle linje mod den fri abort og imod ændringen af partiets fundament. Partiets formandskab ønskede i juni 2008 en offentlig loyalitetserklæring fra Tove Videbæk, hvilket hun ikke ville give, og i juni 2008 anså Tove Videbæk sig som ekskluderet fra Kristendemokraterne. Senere samme år meldte hun sig ind i Det Konservative Folkeparti og blev kandidat til Europa-Parlaments-valget i 2009, hvor hun opnåede over 20.000 personlige stemmer; hun blev dog ikke indvalgt.

I 2010 blev hun byrådsmedlem for Brande-Ikast Kommune for Det Konservative Folkeparti.

Annonce

Tove Videbæk har fra 2006 været formand for Hospice Forum Danmark.

I 2009 udkom biografien Tove Videbæk - en fighter skrevet af journalist Henri Nissen og historiker Jan Jensen.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Jan Jensen: Tove Videbæk i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 17. februar 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=238745