Faktaboks

Thyra Frank

Thyra Frank Rasmussen

Født
10. maj 1952

Thyra Frank.

.

Thyra Frank, Thyra Frank Rasmussen, f. 10.5.1952, dansk plejehjemsforstander. Hun blev uddannet som sygeplejerske i 1982 og tiltrådte i 1988 som forstander på OK-Fondens plejehjem "Lotte" på Frederiksberg. Her formåede hun at indrette et plejehjem med stor vægt på livsglæde og omsorg, der betød, at beboerne levede længere end gennemsnittet, og personalet havde meget få sygedage.

Thyra Franks jordnære og empatiske ledelsesstil og -filosofi blev efterhånden kendt i større kredse via foredragsvirksomhed og omtale i medierne.

Hun er bl.a. blevet belønnet med Ældre Sagens pris i 2002, Venstres Frihedspris i 2003 og HK Hovedstadens Anker-Pris i 2006. I 2009 blev hun desuden udnævnt til ridder af Dannebrog og kom med i Den Danske Ledelseskanon over de 12 væsentligste ledelsesbedrifter siden 1945.

I 2010 blev Thyra Frank biograferet i journalisten Jette Meier Carlsens (f. 1962) portrætbog Thyra Frank - Livsglæde & Stjernestunder.

Thyra Frank blev i 2011 udnævnt til leder af regeringen Lars Løkke Rasmussens Ældrekommission. Ved folketingsvalget i september 2011 blev hun valgt som kandidat for Liberal Alliance, og social- og integrationsminister Karen Hækkerup besluttede efterfølgende, at Thyra Frank skulle trække sig fra posten som formand for Ældrekommissionen. 2016-19 var Thyra Frank ældreminister.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig