• Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Svend Auken

Oprindelige forfattere CBry, MeHa og Rerup Seneste forfatter Redaktionen

Svend Auken. Portræt fra ca. 2005.

Svend Auken. Portræt fra ca. 2005.

Svend Auken, Svend Gunnarsen Auken, 24.5.1943-4.8.2009, dansk politiker; søn af Kirsten Auken, gift med Bettina Heltberg 1966-93, med Anne Regitze Wivel fra 2007. Svend Auken voksede op i et stærkt socialt engageret hjem, læste statskundskab ved Aarhus Universitet og var på studieophold i USA og Frankrig. Han var medleder af den socialdemokratiske studenterorganisation Frit Forum (formand i 1964 og 1965). I 1969 blev han cand.scient.pol. og ansat på Institut for Statskundskab ved Aarhus Universitet, fra 1973 som lektor. Samtidig var han aktiv inden for Socialdemokratiet og var fra 1971 MF for Århus Østkreds med mange personlige stemmer.

Svend Auken var allerede i studietiden interesseret i arbejdsmarkedsanliggender, og dette område blev i 1970'erne hans foretrukne i Folketinget; 1975-77 var han formand for Arbejdsmarkedsudvalget. Trods lejlighedsvise særstandpunkter, bl.a. var han i 1972 afgjort modstander af Danmarks indtræden i EF, og en rap og undertiden kras replik nåede den veluddannede akademiker hurtigt til tops i Socialdemokratiets folketingsgruppe.

I 1977 blev han partiets politiske ordfører samt rådgiver for Anker Jørgensen, i hvis regering han senere samme år blev arbejdsminister. Efter at den sidste regering under Anker Jørgensen gik af i 1982, blev Svend Auken igen politisk ordfører (1983-92).

Annonce

I 1985 blev han Socialdemokratiets næstformand og straks efter valgnederlaget i 1987 partiets formand. På trods af stor fremgang for Socialdemokratiet ved valget i 1990 (14 nye mandater) måtte Svend Auken afgive formandsposten til Poul Nyrup Rasmussen, da partiet ved en ekstraordinær partikongres i april 1992 skønnede, at Nyrup Rasmussen havde større chance for at bringe Socialdemokratiet tilbage til regeringsmagten.

Svend Auken  flankeret af sine parti- og folketingskolleger Ritt Bjerregaard (tv.) og Birte Weiss under et pressemøde i 1971.

Svend Auken flankeret af sine parti- og folketingskolleger Ritt Bjerregaard (tv.) og Birte Weiss under et pressemøde i 1971.

Da flertalsregeringen bestående af Socialdemokratiet, Det Radikale Venstre, Centrum-Demokraterne og Kristeligt Folkeparti blev dannet 1993, blev Svend Auken dens engagerede og energiske miljøminister. Efter folketingsvalget i 1994 blev han miljø- og energiminister i Nyrup Rasmussens mindretalsregering.

Svend Auken gennemførte en lang række miljø- og energipolitiske reformer og formåede herved for alvor at placere dette område som et af de mest centrale i dansk politik. I internationale forhandlinger, bl.a. i forbindelse med Kyotoprotokollen af 1997, gjorde han sig bemærket som en kreativ og dygtig forhandler med henblik på skabelsen af et bedre globalt miljø.

Efter folketingsvalget i 2001 bevarede Svend Auken sit mandat, men gik af sammen med den øvrige regering. Herefter blev han bl.a. sit partis energipolitiske ordfører og medlem af Folketingets Præsidium. 2007-09 var Svend Auken formand for Europaudvalget.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Claus Bryld, Merete Harding, Lorenz Rerup: Svend Auken i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 21. august 2017 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=41991