Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Søren Gade

Oprindelig forfatter MeHa Seneste forfatter FiSoe

Søren Gade.

Søren Gade.

Søren Gade, Søren Gade Jensen, f. 27.1.1963, dansk politiker. Søren Gade, der er cand.oecon. fra Aarhus Universitet (1985-90), har en militæruddannelse og har bl.a. virket som FN-observatør i Mellemøsten (1990-91). Fra 1985 har han været reserveofficer med grad af major ved Jydske Dragonregiment, Holstebro.

I 1999 blev Søren Gade midlertidigt MF for Venstre og indvalgtes igen i 2001. I 2004 blev han forsvarsminister i regeringen Fogh Rasmussen, idet han afløste Svend Aage Jensby på posten. Søren Gade forlod posten som forsvarsminister og stoppede sit politiske virke i februar 2010 efter en række problematiske og belastende sager i Forsvarsministeriet.

2012-14 bestred han en post som direktør for erhvervsorganisationen Landbrug & Fødevarer.

Annonce

Søren Gade blev igen MF i 2015. Han er fra 2015 gruppeformand og statsrevisor.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Merete Harding: Søren Gade i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 19. januar 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=81607