I september 1973 blev hun undervisningsminister i det første ministerium Anker Jørgensen. Hun fik den samme post i hans to følgende regeringer, men måtte sidst i 1978 træde tilbage efter en strid om hendes hoteludgifter under en UNESCO-rejse til Paris. Hun vendte dog tilbage og var 1979-1981 socialminister i Anker Jørgensens fjerde regering.
I folketingsgruppen beklædte Ritt Bjerregaard flere fremtrædende poster. Hun var fra 1981 medlem af Det Udenrigspolitiske Nævn og fra 1982 statsrevisor (formand fra 1990). I 1992 blev hun vicepræsident i CSCEs parlamentariske forsamling og formand indtil 1994 for Den Danske Europabevægelse.
Ritt Bjerregaard var blandt de mest fremtrædende socialdemokrater i partiets oppositionsperiode 1982-1993, bl.a. var hun folketingsgruppens formand 1987-91. Ved regeringsskiftet i 1993 fik hun tilbudt posten som trafikminister, men afslog; hendes forventninger gik ikke uden grund i retning af en mere indflydelsesrig ministerpost. Ved dannelsen af Poul Nyrup Rasmussens anden regering i oktober 1994 blev Ritt Bjerregaard udpeget som efterfølger for Henning Christophersen på den vigtige post som Danmarks kommissær i EU-Kommissionen.
Hun var EU-kommissær med ansvar for miljø 1995-1999. Der opstod hurtigt en vis modstand mod hendes stil i EU-Parlamentet, og i oktober 1995 kulminerede kritikken, da dagbladet Politiken offentliggjorde en bog, hun kort forinden havde trukket tilbage. Bogen i form af en dagbog indeholdt bl.a. kritik af andre medlemmer af EU-Kommissionen. I 1999 trådte den samlede kommission tilbage efter offentliggørelsen af en rapport, som rettede en stærk kritik mod dens embedsførelse.
Derpå vendte Ritt Bjerregaard tilbage til dansk politik og var 2000-2001 fødevareminister i regeringen Nyrup Rasmussen. Ved valget i 2001 blev Ritt Bjerregaard atter MF, og hun blev sit partis fødevare- og udlændingepolitiske ordfører, indtil hun i september 2002 trak sig fra posten.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.