Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Povl Bang-Jensen

Oprindelig forfatter Rerup Seneste forfatter Redaktionen

Povl Bang-Jensen, 6.4.1909-25.11.1959, dansk diplomat. Povl Bang-Jensen var uddannet jurist og fik i 1939 under et studieophold i USA bevilget et stipendium af det danske gesandtskab i Washington mod, at han hjalp til på gesandtskabet. Takket være sin dygtighed, stærke personlighed og ildhu fik Povl Bang-Jensen hurtigt gesandt Henrik von Kauffmanns bevågenhed, og da Kauffmann efter den tyske besættelse af Danmark valgte at erklære gesandtskabet uafhængigt af den danske regering og i 1941 egenhændigt tog beslutning om at lade amerikanerne overtage beskyttelsen af Grønland, skete det med Bang-Jensens aktive støtte og medvirken.

Povl Bang-Jensens utraditionelle ansættelse og fremtrædende stilling på gesandtskabet som Kauffmanns højre hånd og nærmeste betroede medarbejder under og efter besættelsen havde dog vakt opsigt og harme både blandt gesandtskabets normalt udsendte diplomater og hjemme i Udenrigsministeriet, og da Bang-Jensen i marts 1948 under den såkaldte påskekrise med Kauffmanns anbefaling var i København for at gøre klart for politikerne, at Danmark i tilfælde af et kommunistisk kup ikke kunne regne med amerikansk undsætning, hvis Danmark ikke bekendte sig til den vestlige alliance, der aftegnede sig, og for enhver pris ikke lod en ny 9. april passere uden at føre en væbnet kamp mod en eventuel kommunistisk angriber, faldt det ikke i god jord i Udenrigsministeriet, hvor den neutralistisk indstillede udenrigsminister Gustav Rasmussen efterfølgende anklagede Bang-Jensen for at have skabt unødig dramatik. Kauffmann kunne under presset fra ministeriet ikke længere holde på Bang-Jensen, og Bang-Jensen måtte finde andet arbejde.

I 1949 blev Povl Bang-Jensen ansat i FN, men efter en lang og opslidende konflikt med FN-toppen blev han suspenderet i december 1957, fordi han af frygt for kommunistisk infiltration i FN havde nægtet at efterkomme ordre fra FN's generalsekretær om at udlevere en liste med navnene på 81 ungarske flygtninge, som efter opstanden i 1956 var afhørt af FN's Ungarns-kommission, og som af Bang-Jensen var lovet anonymitet. Bang-Jensen holdt sit løfte og brændte en januardag i 1958 listen på toppen af FN's bygning, og i juli samme år blev han endeligt afskediget.

Annonce

Den 26. november 1959 blev Povl Bang-Jensen fundet død i en park i New York, øjensynligt efter at have begået selvmord.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Lorenz Rerup: Povl Bang-Jensen i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 11. december 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=101144