Faktaboks

Peter Duetoft

Peter Klaus Duetoft

Født
31. maj 1950, Nykøbing Falster
Peter Duetoft i Folketinget 1997.
Peter Duetoft med bind 5 af Den Store Danske Encyklopædi (udkommet i juni 1996) under finanslovsdebatten i Folketinget den 18. december 1997.
Peter Duetoft i Folketinget 1997.
Af /Ritzau/Scanpix.

Peter Duetoft er en tidligere dansk politiker fra Centrum-Demokraterne (CD), medlem af Folketinget fra 1988 til 2001. Han var landsformand for partiet 1978-1987 og igen i 2004. I 2006 blev han i stedet medlem af Socialdemokratiet og repræsenterede 2010-2021 dette parti lokalt i byrådet i Hjørring Kommune.

Peter Duetofts baggrund og uddannelse

Peter Duetoft studerede historie ved Københavns Universitet 1969-1976, men uden at afslutte uddannelsen. Han blev medlem af Centrum-Demokraterne i januar 1974, to måneder efter partiets stiftelse, på opfordring fra partiets nyvalgte MF Ingolf Knudsen (1940-1999), der havde lagt mærke til Duetofts modstand mod marxistiske tendenser som konstistoriemedlem for Moderate Studenter. Duetoft blev samme år partiets landssekretær; en post, han beholdt til 1977. I 1976 var han med til at stifte Europahøjskolen på Møn sammen med Ingolf Knudsen og andre partifæller som den senere grønlandsminister Tom Høyem.

I sin tid som landsformand for Centrum-Demokraterne 1978-1987 udførte Duetoft ikke blot organisatorisk arbejde, men var også aktiv inden for bl.a. skole- og mediepolitik.

Duetoft blev opstillet som kandidat ved valget til Europa-Parlamentet i 1984, men blev ikke valgt ind. Imidlertid blev han medlem af Europa-Parlamentet 1987-1988 som vikar for partiformand Erhard Jakobsen, der efter folketingsvalget i september 1987 var blevet udnævnt til minister for økonomisk samordning i Poul Schlüters firkløverregering.

Medlem af Folketinget 1988-2001

Selv om Peter Duetoft havde været kandidat ved samtlige folketingsvalg fra og med 1975, blev han først medlem af Folketinget ved det såkaldte NATO-valg i september 1988, valgt i Nordjyllands Amtskreds. Det var netop det valg, hvorefter Centrum-Demokraterne sammen med Kristeligt Folkeparti måtte udtræde af Poul Schlüters regering til gengæld for Det Radikale Venstres indtræden. Duetoft blev som nyvalgt folketingsmedlem med det samme en af Centrum-Demokraternes frontfigurer, bl.a. i kraft af posten som formand for Folketingets Energiudvalg.

Fra 1990 var 1993 var Peter Duetoft ud over at være folketingsmedlem også indvalgt for CD i Københavns Amtsråd.

Ved CD's deltagelse i Poul Nyrup Rasmussens firpartiregering i 1993 blev Duetoft formand for CD's folketingsgruppe og politisk ordfører, ligesom han blev formand for Udenrigspolitisk Nævn. Det gav ham gode muligheder for at fremføre sin og partiets interesse i EU's videreudvikling. 1994-2001 var han formand for Finansudvalget.

En vigtig mærkesag for Duetoft har derudover været flygtningepolitikken, hvor han, ligesom CD i øvrigt, har indtaget en åben og integrationsvenlig holdning. Endelig har han tilkendegivet sin støtte til staten Israel, bl.a. som formand for Den Danske Fælleskomité for Israel fra 1990; i 1992 modtog han Jødisk Ungdoms Ben Adam-pris.

Efter 2001

Peter Duetoft mistede sit mandat, da CD i 2001 gled ud af Folketinget. Han blev igen landsformand for CD i 2004. Uenighed om udviklingen i partiet og dets forgæves forsøg på atter at blive repræsenteret i Folketinget ved valget i 2005 medvirkede til, at han besluttede at melde sig ud efter 31 års medlemskab.

I 2006, to år før CD blev nedlagt, meldte Duetoft sig ind i Socialdemokratiet, og i 2010 blev han medlem af Hjørring Byråd. Ved folketingsvalget i 2015 opstillede han igen til Folketinget; han opnåede ikke valg. Ved kommunalvalget i 2021 opnåede han akkurat ikke genvalg til byrådet. Året efter meldte han sig ud af Socialdemokratiet; han angav som årsag utilfredshed med partiets landspolitiske kurs, i særdeleshed den daværende regerings ønske om at lade dansk asylbehandling foregå i det centralafrikanske land Rwanda.

I 2022 blev Duetoft leder af Victor Petersens store, offentligt tilgængelige samling af J.F. Willumsens skitser og malerier på den tidligere hovedgård Odden i Mygdal ved Hjørring.

Udgivelser

Peter Duetoft er bl.a. forfatter til bogen Centrum-Demokraterne: 10 års aktiv politik (1983), der blev udgivet i anledning af partiets 10-årsjubilæum. Sammen med EU-kritikeren Jens-Peter Bonde har han desuden skrevet Folkestyret og unionsplanerne (1991).

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig