Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Per Hækkerup

Oprindelig forfatter CBry Seneste forfatter Redaktionen

Per Hækkerup blev kendt som en aktiv udenrigsminister i de socialdemokratiske regeringer i 1960'erne. Han var en vidende politiker og debattør, der sommetider brugte stokkemetoder for at bringe den besværlige partner Socialistisk Folkeparti under åget. Hækkerups folkelige robusthed understregedes af cigar og seler samt af og til en håndbajer. Fotografi fra 1974.

Per Hækkerup blev kendt som en aktiv udenrigsminister i de socialdemokratiske regeringer i 1960'erne. Han var en vidende politiker og debattør, der sommetider brugte stokkemetoder for at bringe den besværlige partner Socialistisk Folkeparti under åget. Hækkerups folkelige robusthed understregedes af cigar og seler samt af og til en håndbajer. Fotografi fra 1974.

Per Hækkerup, 1915-1979, dansk politiker, bror til Hans Hækkerup. Per Hækkerup studerede økonomi, men afsluttede ikke studierne. Han var aktiv i den socialdemokratiske ungdomsbevægelse fra 1932, 1946-52 formand for DSU og 1946-54 generalsekretær for International Union for Socialist Youth. 1946-50 var han medlem af Københavns Borgerrepræsentation for Socialdemokratiet, og i 1950 blev han MF.

PerHækkerup blev i 1957 politisk ordfører og i 1962 udnævnt af J.O. Krag til udenrigsminister. I 1966 måtte han træde tilbage, dels pga. uoverensstemmelser med Krag, dels fordi Socialdemokratiet under "arbejderflertallet" 1966-67 havde brug for en stærk politisk leder i folketinget. Per Hækkerup blev derfor både gruppeformand og politisk ordfører. Hans "stokkemetoder" over for Socialistisk Folkeparti var med til at splitte dette parti. I Krags tredje regering (1971-72) var Hækkerup økonomi- og budgetminister, og han fortsatte via økonomisk-politiske ministerposter med at øve indflydelse i Anker Jørgensens regeringer indtil sin død.

Som udenrigsminister var Per Hækkerup efter datidens forhold meget aktiv og mediebevidst. Han opnåede en del popularitet ved sin robuste, folkelige optræden, der af og til kunne slå over i det grovkornede, men oftest var præget af veltalenhed og solide argumenter. Politisk stod han til højre i Socialdemokratiet, hvilket bl.a. kom til udtryk i hans forstående holdning over for USA's krigsførelse i Vietnam, en holdning, som medførte skarpe verbale sammenstød med både partifæller og kritikere på venstrefløjen.

Annonce

Per Hækkerup skrev bl.a. Dansk udenrigspolitik (1965).

Referér til denne tekst ved at skrive:
Claus Bryld: Per Hækkerup i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 18. februar 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=95140