Faktaboks

Morten Løkkegaard
Født
20. december 1967

Morten Løkkegaard er en dansk journalist og politiker fra partiet Venstre, medlem af Europa-Parlamentet fra 2009 til 2014 og igen siden 2016.

Morten Løkkegaard er uddannet journalist fra 1988 og har en German Marshall Fellow-grad i politiske studier fra USA fra 1995. Fra 1990 til 2005 var han ansat ved Danmarks Radio, og 1996-2005 blev han et kendt ansigt som studievært, bl.a. for TV-Avisen og flere underholdningsprogrammer. Herefter virkede han indtil 2009 som kommunikationsrådgiver og foredragsholder.

MF og MEP for Venstre

I 2009 blev Morten Løkkegaard medlem af Europa-Parlamentet for Venstre. Han opnåede ikke genvalg ved Europa-Parlamentsvalget i 2014. Samme år blev han partiets folketingskandidat i Ballerup-kredsen, og han blev valgt ind ved folketingsvalget i 2015. I sin tid som medlem af Folketinget var han bl.a. Venstres EU-ordfører og medieordfører; han blev også bl.a. næstformand for den danske delegation til Nordisk Råd.

Da Ulla Tørnæs blev uddannelses- og forskningsminister i februar 2016, udtrådte Morten Løkkegaard af Folketinget for at overtage hendes plads i Europa-Parlamentet, og ved europaparlamentsvalget i 2019 blev han Venstres spidskandidat. Han er igen udpeget som spidskandidat forud for europaparlamentsvalget i 2024.

Udgivelser

Morten Løkkegaard er medforfatter til bogen Magtens mænd, en bog fra 1993 om Tamilsagen, som han havde dækket i årene forinden som politisk reporter på Danmarks Radio.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig