Faktaboks

Mogens Amdi Petersen
Født
9. januar 1939, Tønder
Mogens Amdi Petersen
Mogens Amdi Petersen fotograferet i 2006.
Mogens Amdi Petersen
Af /Ritzau Scanpix.

Mogens Amdi Petersen er en dansk lærer. Efter militærtjeneste blev han ansat på Kroggårdsskolen i Odense, hvor han i 1965 blev nægtet fast stilling med den begrundelse, at han var langhåret.

Tvindskolerne

Sammen med en gruppe kammerater fra kollektivet "Huset" tog Mogens Amdi Petersen på en jordomrejse 1967-1968, en tur, der blev forbillede for Tvindskolerne, som blev etableret i 1970'erne med ham selv i centrum som karismatisk leder. Til trods for, at han i 1979 trak sig tilbage som forstander for Det Nødvendige Seminarium og alle andre officielle poster, regnes han stadig som organisationens egentlige leder.

Retssagen mod Mogens Amdi Petersen

Han levede i en årrække skjult fra offentligheden, bl.a. på en privat ø ud for Floridas kyst, men i 2002 blev han anholdt i USA på baggrund af en dansk sigtelse for bl.a. mandatsvig og senere samme år udleveret til retsforfølgelse i Danmark.

I 2003 indledtes sagen mod Mogens Amdi Petersen og syv andre Tvind-ledere; i 2006 frifandt byretten i Ringkøbing dem alle, undtagen Tvind-lederen Sten Byrner. Anklagemyndigheden ankede dommen til landsretten, men har efterfølgende ikke kunnet forkynde anken for Amdi Petersen, da han øjensynligt har forladt Danmark.

I foråret 2012, da Amdi Petersen havde holdt sig skjult i seks år, besluttede Vestre Landsret, at anken mod ham er blevet forkyndt for ham, idet den er blevet bragt i Statstidende sommeren 2011. Herefter blev sagen mod lederne af Tvind genoptaget, og i 2013 afgjorde Vestre Landsret, at Mogens Amdi Petersen og fire andre Tvind-ledere skulle varetægtsfængsles in absentia og have deres pas inddraget.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig