• Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Mogens Amdi Petersen

Oprindelige forfattere JFM og UBra Seneste forfatter Redaktionen

Mogens Amdi Petersen, f. 1939, dansk lærer. Efter militærtjeneste blev han ansat på Kroggårdsskolen i Odense, hvor han i 1965 blev nægtet fast stilling med den begrundelse, at han var langhåret.

Sammen med en gruppe kammerater fra kollektivet "Huset" tog Mogens Amdi Petersen på en jordomrejse 1967-68, en tur, der blev forbillede for Tvindskolerne, som blev etableret i 1970'erne med ham selv i centrum som karismatisk leder. Til trods for, at han i 1979 trak sig tilbage som forstander for Det Nødvendige Seminarium og alle andre officielle poster, regnes han stadig som organisationens egentlige leder.

Han levede i en årrække skjult fra offentligheden, bl.a. på en privat ø ud for Floridas kyst, men i 2002 blev han anholdt i USA på baggrund af en dansk sigtelse for bl.a. mandatsvig og senere samme år udleveret til retsforfølgelse i Danmark.

Annonce

I 2003 indledtes sagen mod Mogens Amdi Petersen og syv andre Tvind-ledere; i 2006 frifandt byretten i Ringkøbing dem alle, undtagen Tvind-lederen Sten Byrner. Anklagemyndigheden ankede dommen til landsretten, men har efterfølgende ikke kunnet forkynde anken for Amdi Petersen, da han øjensynligt har forladt Danmark. I foråret 2012, da Amdi Petersen havde holdt sig skjult i seks år, besluttede Vestre Landsret, at anken mod ham er blevet forkyndt for ham, idet den er blevet bragt i Statstidende sommeren 2011. Herefter blev sagen mod lederne af Tvind genoptaget, og i 2013 afgjorde Vestre Landsret, at Mogens Amdi Petersen og fire andre Tvind-ledere skulle varetægtsfængsles in absentia og have deres pas inddraget.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Jes Fabricius Møller, Ulrik Brandt: Mogens Amdi Petersen i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 17. november 2017 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=141304