Faktaboks

Martin Lidegaard
Født
12. december 1966

Martin Lidegaard på pressemødet efter Radikale Venstres sommergruppemøde onsdag den 10. august 2022.

Byline: Ernst Van Norde/Ritzau Scanpix.

Martin Lidegaard er en dansk politiker, der blev politisk leder for Radikale Venstre den 3. november 2022. Han efterfulgte Sofie Carsten Nielsen, der trak sig fra posten efter Radikale Venstres dårlige valgresultat ved folketingsvalget i 2022.

Lidegaard er uddannet cand.comm. og har arbejdet som informationschef, bl.a. for Mellemfolkeligt Samvirke 1995-2001.

Martin Lidegaard blev valgt til Folketinget ved valget den 20. november 2001 (i Vestre Storkreds) og igen ved valget den 8. februar 2005 (nu i Roskilde Amtskreds). Han beklædte en række ordførerposter som bl.a. klima- og energiordfører.

Efter at have forladt Folketinget var Martin Lidegaard i 2008 medstifter af og siden formand for tænketanken CONCITO.

I oktober 2011 blev Martin Lidegaard udnævnt til klima-, energi- og bygningsminister i regeringen Helle Thorning-Schmidt. Efter regeringsrokaden i forbindelse med SF's udtræden af regeringen i januar 2014, blev Martin Lidegaard udenrigsminister. Den post besad han, indtil regeringen gik af efter valget i juni 2015.

Ved samme folketingsvalg den 18. juni 2015 blev Martin Lidegaard atter valgt ind i Folketinget. Denne gang var han opstillet i Rudersdalkredsen under Nordsjællands Storkreds.

Tilbage i Folketinget blev Lidegaard bl.a. sit partis udenrigsordfører og forsvarsordfører. Efter valget i 2019 blev han formand for Udenrigspolitisk Nævn.

Da Morten Østergaard i oktober 2020 trak sig som de radikales politiske leder kandiderede Lidegaard til posten, men tabte afstemningen til Sofie Carsten Nielsen. I 2021 blev Lidegaard 1. næstformand for Radikale Venstres folketingsgruppe.

Martin Lidegaard er søn af Mads Lidegaard og Else Lidegaard og bror til Bo Lidegaard.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig