Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Lars Løkke Rasmussen

Oprindelige forfattere MeHa og ThDan Seneste forfatter Redaktionen

Portræt af Venstres formand siden 2009, Lars Løkke Rasmussen. Foto fra 2010.

Portræt af Venstres formand siden 2009, Lars Løkke Rasmussen. Foto fra 2010.

Lars Løkke Rasmussen, f. 15.5.1964, dansk politiker, statsminister 5.4.2009-3.10.2011 og igen fra 2015. Lars Løkke Rasmussen, der blev cand.jur. i 1992, var 1986-89 landsformand for Venstres Ungdom og 1986-97 medlem af Græsted-Gilleleje Kommunalbestyrelse. 1998-2001 var han amtsborgmester i Frederiksborg Amtskommune. Han har været medlem af Venstres hovedbestyrelse 1986-90 og fra 1998, samme år som han blev næstformand for Venstre (under formand Anders Fogh Rasmussen).

Lars Løkke Rasmussen har været MF for Venstre siden 1994. I 2001 blev han indenrigs- og sundhedsminister i regeringen Anders Fogh Rasmussen. På denne post gennemførte han regeringens aftale med Dansk Folkeparti i 2004 om Strukturreformen af det danske kommunestyre. 2007-09 var Lars Løkke Rasmussen finansminister.

5.4.2009 overtog Lars Løkke Rasmussen statsministerposten, da Anders Fogh Rasmussen med virkning fra 1.8.2009 var blevet udnævnt til generalsekretær for NATO. Kort tid derefter blev Lars Løkke Rasmussen også valgt til formand for Venstre.

Annonce

Statsminister Lars Løkke Rasmussen præsenterer sin nye regering, 2010.

Statsminister Lars Løkke Rasmussen præsenterer sin nye regering, 2010.

Efter folketingsvalget i september 2011 — hvor Venstre gik et mandat frem, og Lars Løkke Rasmussen opnåede flest personlige stemmer — mistede hans regering sit flertal, og i oktober trådte han tilbage som statsminister og blev afløst af Helle Thorning-Schmidt.

I 2012 stiftede Lars Løkke Rasmussen LøkkeFonden, der har som formål at støtte utilpassede drenge; den er uafhængig af Venstre.

Lars Løkke Rasmussen har skrevet bøgerne Foreningshåndbogen (1994) og Hvis jeg bli'r gammel (1997). Derudover har han medvirket til bl.a. Løkkeland — Lars Løkke Rasmussens Danmark (2006), som journalist Kirsten Jacobsen har skrevet på baggrund af samtaler med ham.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Merete Harding, Thomas Danielsen: Lars Løkke Rasmussen i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 12. december 2017 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=148797