Kejsergadesagen, afsløring i 1969 af Forsvarets Efterretningstjenestes aflytningscentral i Kejsergade i København. Centralen lå i kælderen i en af Københavns Universitets ejendomme og blev formodentlig fortrinsvis brugt til aflytning af udenlandske ambassaders telekommunikation.

Lokalerne blev efter afsløringen rømmet under pressens fulde opmærksomhed, og affæren medførte stærk kritik af universitetet og af Forsvarets Efterretningstjeneste. Også forsvarsministeren og statsministeren blev angrebet, men hævdede at have været holdt i uvidenhed. Der blev forsøgt beslaglæggelse over for de aviser, der havde afsløret centralen, ligesom der rejstes tiltale mod de ansvarshavende redaktører; der idømtes dog kun ret beskedne dagbøder. Ombudsmanden søgte at afslutte sagen med en udtalelse om, at der ikke kunne rettes bebrejdelser mod de ansvarlige ministre.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig