Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Kampagnen mod Atomvåben

Oprindelig forfatter CBry Seneste forfatter Redaktionen

Kampagnen mod Atomvåben, tværpolitisk bevægelse mod placering af kernevåben i Danmark og mod fremstilling, brug, prøvesprængning og spredning af kernevåben i det hele taget. Bevægelsen begyndte oprindelig i 1954 i Japan og spredte sig hurtigt. Den danske kampagne blev stiftet i 1960 efter britisk forbillede (se Campaign for Nuclear Disarmament).

Den 21.-23.10.1960 deltog omkring 800, overvejende unge, i den første antiatommarch fra Holbæk til København, hvor den sluttede med et massemøde med omkring 5000 deltagere på Rådhuspladsen. Senere blev demonstrationerne væsentlig større. Marcherne gentog sig de næste tre år i påsken og kombineredes med et stort oplysningsarbejde.

Bevægelsen, hvis drivende kraft var højskolelærer Carl Scharnberg, gik i opløsning sidst i 1960'erne, men fik indirekte betydning for fastholdelsen af et dansk nej til atomvåben på dansk jord, ligesom den kom til at danne optakt til 1960'ernes politiske venstreorientering og det antiautoritære ungdomsoprør.

Annonce

Referér til denne tekst ved at skrive:
Claus Bryld: Kampagnen mod Atomvåben i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 15. oktober 2018 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=103553