Faktaboks

Jens-Peter Bonde
Født
27. marts 1948
Død
4. april 2021
Jens-Peter Bonde

Jens-Peter Bonde på talerstolen ved JuniBevægelsens landsmøde søndag d. 21 marts 1999. Til højre professor Niels I. Meyer.

Jens-Peter Bonde
Af /Nf-Nf/Ritzau Scanpix.

Jens-Peter Bonde var en dansk journalist, forfatter og politiker, oprindelig en fremtrædende skikkelse inden for EF-modstanden, senere en konstruktiv EU-kritiker og talsmand for reformer af EU-systemet. Han blev i 1979 valgt til Europa-Parlamentet for Folkebevægelsen mod EF, som han repræsenterede indtil 1992, da han efter et brud blev medstifter af JuniBevægelsen, som han herefter repræsenterede i parlamentet indtil 2008, hvor han fratrådte.

Jens-Peter Bonde var formand for Radikal Ungdom 1971-1972, medlem af Danmarks Kommunistiske Parti 1975-1991 og stod siden uden for partierne. I 1972 var han initiativtager til det ny NOTAT, unionsmodstandens avis i Danmark.

Bonde var gruppeformand for Nationernes Europa i EU-Parlamentet 1997-1999, en gruppe, han selv var medstifter af i 1994. Derefter var han formand for unionsmodstandernes gruppe i parlamentet, Gruppen for Demokratiernes og Mangfoldighedens Europa. Efter EU-valget i 2004 blev han formand for Gruppen for Uafhængighed og Demokrati.

Jens-Peter Bonde var kendt for sin store viden om EF/EU og har skrevet flere bøger om emnet, bl.a. Det Ny Europa (1989), Sådan styres EU (2002) og sammen med professor Uffe Østergaard (f. 1945) Hvad nu EU? (2018). Erindringsbogen Jens-Peter Bondes erindringer. Fra EU-modstander til demokratisk reformator udkom posthumt i 2021.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig