Jørgen Jørgensen Portræt af Jørgen Jørgensen (1888-1974), dansk politiker.

.

Jørgen Jørgensen, Jørgen Peter Laurits Jørgensen, i samtiden ofte kaldt Jørgen Jørgensen (Lejre), 19.5.1888-15.12.1974, dansk politiker. Jørgen Jørgensen var født i det grundtvigske bondemiljø på Sjælland og var 1906-07 elev på Vallekilde Højskole, som han bevarede en tæt tilknytning til. Efter en landbrugsuddannelse og en kort periode i udlandet blev han i 1917 gift og overtog i 1923 forpagtningen af Bispegården i Lejre efter sin far. Han var allerede da engageret i adskillige lokale tillidshverv og initiativer i folkeligt, kirkeligt og politisk arbejde.

Jørgen Jørgensen var MF for Det Radikale Venstre 1929-60 og blev i 1935 undervisningsminister i ministeriet Stauning. Han gennemførte Folkeskoleloven af 1937, der skulle fjerne forskelle mellem landsbyskolen og købstadskolen. Arbejdet, bl.a. med oprettelsen af centralskoler på landet, blev afbrudt af 2. Verdenskrig og besættelsen.

I de første år under besættelsen fik Jørgen Jørgensen gennemført en række love, der skulle støtte det frivillige oplysningsarbejde og forbedre støtten til efterskoler og højskoler. Ved regeringsomdannelsen i november 1942 ønskede besættelsesmagten ham fjernet fra Undervisningsministeriet, og han overtog da Indenrigsministeriet i ministeriet Scavenius, som sad indtil 29.8.1943. Det fik til følge, at han blev udelukket fra en post i befrielsesregeringen, hvilket skuffede ham dybt.

Jørgen Jørgensen var formand for den radikale folketingsgruppe 1945-57, og under hans og Bertel Dahlgaards ledelse fik De Radikale stor parlamentarisk indflydelse. Partiet kom dog først i regering igen i 1957, da det indgik i H.C. Hansens andet ministerium. Jørgen Jørgensen blev atter undervisningsminister og gennemførte i 1958 sin anden folkeskolereform, der udbedrede fejl i 1937-loven. Han fortsatte på posten i Viggo Kampmanns to ministerier 1960-61 og skaffede i 1961 helt i overensstemmelse med sin folkelige overbevisning politisk flertal for udleveringen af de islandske håndskrifter til Island; udleveringen påbegyndtes dog først i 1971.

Som parlamentariker var Jørgen Jørgensen kompromisets mand med en tålmodighed og evne til at forstå, hvor grænserne for modpartens forhandlingsmuligheder gik. Med sin person og sin politiske position repræsenterede han det samarbejdende folkestyre.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig