• Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Hilmar Baunsgaard

Oprindelig forfatter Rerup Seneste forfatter Redaktionen

Hilmar Baunsgaard  (th.), 
Anker Jørgensen (tv.) og Poul Hartling før åbningsdebatten i Folketinget 1972.

Hilmar Baunsgaard (th.), Anker Jørgensen (tv.) og Poul Hartling før åbningsdebatten i Folketinget 1972.

Hilmar Baunsgaard, 26.2.1920-30.6.1989, dansk politiker, statsminister 1968-71. Hilmar Baunsgaard blev handelsuddannet og arbejdede i branchen som disponent, forretningsfører og direktør. Han var tidligt aktiv i Radikal Ungdom, deltog fra 1948 i Det Radikale Venstres ledelse og var 1957-77 medlem af Folketinget.

Hilmar Baunsgaard steg hurtigt til tops i den lille radikale folketingsgruppe og var 1961-64 handelsminister i de socialdemokratisk-radikale regeringer under Viggo Kampmann og J.O. Krag. Samarbejdet var til tider vanskeligt, og Baunsgaard kom i konflikt med Krag dels i foråret 1962 i spørgsmålet om en omsætningsafgift (oms), dels og navnlig i 1963, da helhedsløsningen havde medført et pris- og avancestop, som Baunsgaard senere på året forlangte ophævet. Den efterfølgende socialdemokratiske regerings tilnærmelser til SF behagede ikke Baunsgaard, og da Det Radikale Venstre ved folketingsvalget i 1968 mere end fordoblede sit mandattal, ikke mindst pga. Baunsgaards gennemslagskraft i tv-mediet som tillidvækkende pragmatiker, dannede han regering med Venstre og Det Konservative Folkeparti.

Hilmar Baunsgaard. Foto fra 1971.

Hilmar Baunsgaard. Foto fra 1971.

Som statsminister i VKR-regeringen 1968-71 formåede Hilmar Baunsgaard at slå bro over regeringspartiernes særstandpunkter. Indkomstpolitiske forsøg mislykkedes dog for regeringen, ligesom den heller ikke kunne bremse den offentlige sektors vækst og måtte øge skattetrykket betragteligt.

Annonce

Ungdomsoprøret og Vietnamdemonstrationerne skabte også problemer for regeringen. Ved valget i 1971 kunne Baunsgaard holde sit eget partis mandattal, men ikke bevare regeringens flertal. Brydninger i partiet bidrog til, at han i 1977 forlod Folketinget for at overtage formandsposten i dagbladet Politikens bestyrelse.

Hilmar Baunsgaard var energisk fortaler for et tættere nordisk samarbejde (NORDEK) som et forstadium til en tilslutning til EF. Efter at forhandlingerne mellem de nordiske lande brød sammen i 1970, arbejdede Baunsgaards regering målrettet for dansk optagelse i EF.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Lorenz Rerup: Hilmar Baunsgaard i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 19. oktober 2018 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=44843

    • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

    • Kommentar til redaktionen Vedr. Hilmar Baunsgaard Marker den cirkel
      Send kommentar


  • Copyright

    Denne artikel må du ...

  • Kilde

    Denne artikel stammer fra:
    Leksikon

  • Historik