Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Hermod Lannung

Oprindelig forfatter MRud Seneste forfatter Redaktionen

Hermod Lannung, Lars Hermod Skræntskov Larsen Lannung, 9.11.1895-4.10.1996, dansk jurist og politiker. Hermod Lannung blev tidligt aktiv i den radikale ungdomsbevægelse. 1917-19 var han tilknyttet det danske gesandtskab i Petrograd (Sankt Petersborg), hvor han tog sig af krigsfanger. I 1921 blev Lannung generalsekretær for den nystiftede internationale Liga af Demokratiske Ungdomsforbund. I 1922 blev han cand.jur. og i 1928 landsretssagfører.

Det var først og fremmest det internationale samarbejde, herunder det nordiske, der optog Hermod Lannung, og indtil sin død varetog han adskillige tillidsposter; han var bl.a. i flere perioder dansk delegeret ved FN, et arbejde, som han lagde stor vægt på. Lannung var medlem af Det Radikale Venstres hovedbestyrelse og forretningsudvalg 1933-73; han var medlem af Landstinget 1939-47 og i 1953 og medlem af Folketinget 1957-60.

Hermod Lannung skrev bl.a. erindringsbøgerne Min russiske ungdom (1978) og Ungdomskonferencen for folkeforbund, forsoning og fred på Christiansborg aug. 1921 (1980).

Annonce

Referér til denne tekst ved at skrive:
Mogens Rüdiger: Hermod Lannung i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 10. oktober 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=114531