H.C. Hansen

H.C. Hansen blev uddannet som typograf. Fra 1929 til 1933 var han sekretær og fra 1933 til 1937 formand for DSU. Han medvirkede engageret i DSU's kulturarbejde — skrev fx både talekor, digte og sange — og deltog i 1930'erne i den organisatoriske og propagandamæssige kamp mod nazisme og kommunisme. I 1939 afløste H.C. Hansen Hans Hedtoft som socialdemokratisk partisekretær, men blev efter pres fra den tyske besættelsesmagt i 1941 tvunget til at opgive dette arbejde. Efter krigen fortsatte han på posten indtil 1947. I 1940 var han medinitiativtager til Dansk Ungdomssamvirke. H.C. Hansen var medlem af Folketinget fra 1936 til 1960 og medlem af en lang række ledende organer i den socialdemokratiske bevægelse, bl.a. af partiets forretningsudvalg. Under besættelsen var han i årene 1944-1945 repræsentant i Kontaktudvalget mellem politikerne og Danmarks Frihedsråd.

H.C. Hansen blev finansminister i Vilhelm Buhls befrielsesregering i maj-november 1945 og fik også denne post i Hans Hedtofts første regering fra 1947 til 1950; i september-oktober 1950 var han handelsminister.

Da Hedtoft igen dannede regering i 1953, blev H.C. Hansen udenrigsminister. Han forestod fra dansk side forhandlingerne om Vesttysklands optagelse i NATO, der også førte til København-Bonn-erklæringerne i 1955 om mindretallene nord og syd for grænsen.

Ved Hedtofts død i januar 1955 overtog H.C. Hansen både statsminister- og partiformandsposten; indtil oktober 1958 var han tillige udenrigsminister.

H.C. Hansens regering førte en aktiv handels- og udenrigspolitik, der utvetydigt stillede Danmark på USA's og det øvrige Vestens side i den kolde krig. Som statsminister var hans autoritet ubestridt, men han overlod mange større sager til nære medarbejdere som Viggo Kampmann og J.O. Krag. I foråret 1956 ophøjede regeringen et af arbejderne forkastet mæglingsforslag til lov, hvilket udløste de største arbejderdemonstrationer nogensinde i Danmark. Trods tilbagegang ved valget i 1957 kunne H.C. Hansen dog danne en koalitionsregering bestående af Socialdemokratiet, Det Radikale Venstre og Danmarks Retsforbund.

H.C. Hansen var en udpræget pragmatiker, der søgte og opnåede resultater; i 1957 indførtes folkepensionen, og i 1958 en ny skolelov. Mange anså H.C. Hansen for Staunings arvtager. Hans tidlige død som følge af en kræftsygdom betød imidlertid, at han ikke nåede at sætte et varigt personligt præg på arbejderbevægelsen og samfundet.

• Socialdemokratiet
• statsministre i Danmark
• udenrigsministre i Danmark