Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Ernst Christiansen

Oprindelig forfatter CBry Seneste forfatter Redaktionen

Ernst Christiansen, 1891-1974, dansk politiker. Christiansen var typograf og meldte sig i 1910 ind i Socialdemokratisk Ungdomsforbund (SUF), hvis landsformand han var 1913-19. I 1919 blev han formand for det nystiftede Danmarks Venstresocialistiske Parti og 1920-26 for dets efterfølger, Danmarks Kommunistiske Parti (DKP). Her hørte han til den moderate fløj, forlod partiet i 1927 og blev i 1930 genoptaget i Socialdemokratiet.

Christiansen var medarbejder ved Social-Demokraten 1931-55 og medlem af Landstinget 1947-53; han var minister uden portefølje i ministeriet H.C. Hansen 1955-57 og leder af den danske FN-delegation 1955-60. Som medlem af Radiorådet 1940-55 og 1957-63 arbejdede han for at sikre et alsidigt udbud.

Af Christiansens omfattende forfatterskab kan nævnes bidraget til Socialdemokratiets jubilæumsskrift En bygning vi rejser (1954-55) om tiden 1901-24 og erindringerne -men det gik anderledes (1960).

Annonce

Referér til denne tekst ved at skrive:
Claus Bryld: Ernst Christiansen i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 22. oktober 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=56883