Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Erik Ninn-Hansen

Oprindelig forfatter MRud Seneste forfatter Redaktionen

Erik Ninn-Hansen ankommer til Rigsretten 7.12.1993 for at blive afhørt om Tamilsagen.

Erik Ninn-Hansen ankommer til Rigsretten 7.12.1993 for at blive afhørt om Tamilsagen.

Erik Ninn-Hansen, 12.4.1922-20.9.2014, dansk politiker. Ninn-Hansen blev jurist i 1948 og landsretssagfører i 1954. Han var formand for Konservativ Ungdom, KU, 1948-50 og MF for Det Konservative Folkeparti 1953-94.

Sammen med SF'eren Aksel Larsen var Ninn-Hansen en ivrig, men forgæves fortaler for, at grønlandsminister Johannes Kjærbøl skulle stilles for rigsretten efter skandalen i forbindelse med grønlandsskibet Hans Hedtofts forlis i 1959.

Som forsvarsminister i RKV-regeringen 1968-71 gennemførte Ninn-Hansen en ny forsvarsordning med besparelser; i marts 1971 afløste han Poul Møller som finansminister. I 1971 blev han konservativ gruppeformand; uenighed mellem ham og Erik Haunstrup Clemmensen, hvis midtsøgende linje han var imod, førte imidlertid til åben splittelse i partiet, og i 1974 fratrådte han som gruppeformand.

Annonce

Ninn-Hansen var justitsminister i Poul Schlüters regering fra 1982, indtil han i januar 1989 blev Folketingets formand. Han måtte imidlertid trække sig tilbage allerede i oktober samme år, da han i forbindelse med Tamilsagen blev kraftigt kritiseret for sin administration af Udlændingeloven.

Fremlæggelsen af Tamilrapporten i januar 1993 førte til Schlüterregeringens fald og til, at der samme år rejstes rigsretssag mod Ninn-Hansen; han blev i 1995 dømt for at have overtrådt loven og fik en betinget dom. Dette er den eneste rigsretssag i moderne dansk historie (efter 1910).

Erik Ninn-Hansen skrev bl.a. erindringsbøgerne Syv år for VKR (1974) og Værelse 28 - Dansk politik 1974-1994 (1997).

Referér til denne tekst ved at skrive:
Mogens Rüdiger: Erik Ninn-Hansen i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 15. november 2018 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=132054